Fest uden frås - ny Suzuki Swift
Suzuki Swift ligner sig selv med den markante dobbelte kassefacon.
Nye farver præger kabinen.
Bagagerummet på 211 liter er mindre end hos visse af mikrobilerne en klasse under.
Suzuki Swift ligner sig selv med den markante dobbelte kassefacon.

Fest uden frås - ny Suzuki Swift

Suzuki Swift kombinerer stil og kraft med god økonomi.


Lad mig indledningsvis bekende, at jeg har haft et blødt punkt for Suzuki Swift, siden jeg kørte den første udgave under præsentationen i Monaco for ni år siden. Ganske vist har der været Swift-modeller på markedet siden 1983, men den model, der anses for udgangspunktet for den nuværende Swift, kom i 2005.
Bilen er med sit markante dobbelte kassedesign og stejle forrude er lige så meget livsstil som Mini Cooper, der har inspireret den. Swift er en replica af en replica. Til halv pris og med mere plads og komfort end Mini Cooper. Dertil kommer, at Swift altid har været motoriseret i den pæne ende set i forhold til konkurrenbterne i B-segmentet, og at bilen i seneste faceliftede konfiguration ikke som så mange andre økobiler har hugget en hæl - eller rettere skåret en cylinder bort - for at opnå god benzinøkonomi.

Brugtmarked:
Søg brugt Suzuki Swift

I 2014-udgaven er den største nyhed Dualjet-motoren. Den 4-cylindrede maskine er blevet mindre tørstig takket være fire ekstra indsprøjtningsdyser og øget kompressionsforholdet fra 1:11 til 1:12. Forbruget er løftet fra 20 km/l til 22,7 km/l literen. Ikke dårligt set i lyset af, at bilens 90 hk er op til 50 pct. mere, end hvad andre økobiler klarer sig med.

Billigere hk

Spørgsmålet er, om køberen i virkeligheden skal vælge bilen med den gamle motor, der arbejder i basis-udgaven kaldet City til 110.000 kr. inkl. fire hk flere end de dyrere modeller med Dualjet-motor. Til gengæld fås den gamle motor kun i 3-dørs udgave med skrabet udstyrsniveau uden radio, aircondition m.v.
Ugens testbil er med den nye motor og i såkaldt Action-udstyrsniveau med hvidt tag, hvidlakerede spejle og de største alufælge. Bilen er virkeligt veludstyret (se boksen), men den mangler længdeindstilling af rattet. Prisen for Action med fem døre er 150.000 kr. plus 9.000 ekstra for det monterede multimediaanlæg. Vi er ikke længere i en billig bil.

Til gengæld kører vi godt og sjovt. Swift er en »drivers car«, og det bedre og mere lavtliggende moment i den nye motor har gjort den endnu sjovere trods de marginalt færre hestekræfter. Bilens direkte styretøj bliver endnu mere direkte af 16 tommer-fælgene, og på jævn vej føler man sig næsten placeret i en gokart med karrosseri. Prisen betales på komfortsiden, når vejen skifter karakter. Stødene slår igennem, og der er også mere end gennemsnitslig dækstøj. Skulle jeg købe Swift, ville det blive den tilsvarende motoriserede grundmodel til 128.000 kr. med fem døre og mindre hjul.

Blandt de mange positive ting, man kan sige om Swift, er en dejlig ret kørestilling og godt støttende forsæder. Bagsæderne er knap så gode. Først og fremmest er siddefladen for kort. Det hænger selvfølgelig sammen med, at at den kun 385 cm lange Swift har op til 20 cm mindre at give af end de største i klassen.
Det rammer også bagagerummet. Selv nogle af mikrobilerne fra klassen under har mere bagageplads end Swifts 211 liter. Tilmed er bagagerummet ikke særligt regulært. Det vil dog næppe afskrække målgruppen, der i stedet for maksimal plads går efter maksimal charme til fornuftig pris. Og her spiller det selvfølgelig ind, at Swift med nye lavere priser (ca. 10.000 mindre end forgængeren) er blevet endnu mere lækker at se på. Frontspoileren har fået en skarpere profil med større luftindtag og større udskæring til tågeforlygterne, og indendørs er der nye farver og masser af aflæggeplads. Plus et ganske godt handskerum.

Alt i alt en køn, økonomisk og velkørende bil for folk uden det store pladsbehov.



Suzuki Swift 5-dørs Action

Pris ekskl. lev.: 149.990 kr.
Sikkerhed Euro NCAP: 5 stjerner (2010)
Bagagerum: 211 liter
Køreklar vægt/nyttelast:
1.035/445 kg.
Påhæng m/u bremser: 1.000/400 kg.
Motor: R4, 1.242 cm3, 16V
Effekt: 100 hk v. 6.000 o/min
Moment: 120 Nm v. 4.400 o/min
Transmission: 5-trins man., forhjulstræk
0-100 km/t: 12,3 sek.
Topfart: 165 km/t
Forbrug: 22,7 km/l
CO2-udslip: 113 g/km
Årlig ejerafgift. 580 kr.
Garanti mek./lak/rust: 3/3/12 år
Udstyr bl.a: 7 airbags ESP, ABS, TCS, ISOFIX, elruder for, højdejusterbart rat, dæktryks-overvågning, aircondition, CD-radio med ratbetjening, USB-indgang og 6 højtalere, fjernbetjent centrallås, el-sidespejle med varme, sædevarme, læderrat, udvendig temperaturmåler, omdrejningstæller, splitbagsæde, start/stop, LED kørelys, fartpilot, tågelygter foran, 16 tommer alufælge, metallak.




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Opret en gratis annonce.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her