Top-effektiv svensk diesel
Volvo V60 har fået et diskret midtvejs-facelift. Men det er dieselmotoren D4, der er hovedrolleindehaver hér. Volvos egenproducerede motor disker op med præstationer, der hæver den over dét, de bedste tyske konkurrenter disker op med.
V60-modellen er fra 2010, og faceliftet har bl.a. ændret fronten en smule. Aktive xenonlygter er standard på mellemste udstyrsvariant Momentum.
Nyklassisk Volvo-indretning. Et stort rat, tydelige instrumenter, den fritsvævende midterkonsol med betjening af bl.a. klimaanlæg og dertil sæder, som støtter alle de rigtige steder.
D4-skilt og ovale afgangsrør. Under motorhjelmen Volvos egen toliters dieselmotor med fire cylindre. En ydelse på 181 hestekræfter men alligevel et gennemsnitsforbrug på 25,6 kilometer på literen.

Top-effektiv svensk diesel

Volvo V60 D4. Volvo hylder gør det selv-tanken og producerer nu egne motorer. Ny 4-cylindret diesel udklasser tyskerne.


Kravene er ufravigelige. Brændstofforbrug og udledning af skadelige stoffer skal mindskes, og en række mærker kæmper en indædt kamp for at blive i stand til at honorere EU's 2015-krav om, at et mærkes modeller i gennemsnit højst må spy 130 gram kuldioxid (CO2) pr. kilometer ud i atmosfæren.

Således også Volvo, der ved udgangen af 2013 stadig var på den grimme side af 130 grams grænsen - dog kun 2,1 gram over. Der arbejdes på sagen, fra 2012 til 2013 reducerede Volvo sin gennemsnitlige udledning med 11,1 gram, og med dagens testbil vil svenskerne, når CO2-regnskabet for 2014 gøres op, garanteret have taget endnu et skridt i den rigtige retning. Til den grønnere side af de 130 gram.

Bilen.dk's brugtbilmarked:
Søg brugt Volvo V60
Søg brugt Volvo V70
Søg brugt Volvo V50

D4-motoren er denne tests hovedperson. En motor, der er et resultat af den strategi, som kinesisk-ejede Volvo besluttede for et par år siden. Nemlig at man gradvist vil af med sine 5-cylindrede motorer, og ikke mindst at man selv vil konstruere motorerne. I et tempo, så Volvos egne motorer med udgangen af 2015 vil have fundet vej til samtlige modeller.

Den 4-cylindrede dieselmotor i dagens Volvo V60 præsterer i den officielle EU-cyklus et gennemsnitsforbrug på 25,6 kilometer på literen. Svarende til en CO2-udledning på blot 103 gram pr. kilometer. Trods den begrænsede tørst er den på ingen måde en sinke, for den toliters D4'ers ydelse er 181 hestekræfter, 0-100 km/t gøres på 7,6 sekunder, og dens bomstærke moment er på 400 Nm fra 1.750 til 2.500 omdrejninger i minuttet.

I porteføljen har Volvo stadig den 1,6 liters 4-cylindrede diesel, som man købte af franske PSA (Citroën og Peugeot). Den kalder man D2 og påklistrer Volvos nøjsomheds-skilt "DriveE". Ydelsen er relativt beskedne 115 hk, og brændstofforbruget er 24,4 km/l. Volvos egen, men efterhånden ganske gamle og i sammenligning med den nye D4-motor noget brovtende, 5-cylindrede diesel i D3 og D5 yder henholdsvis 136 og 215 hk, og de kører 22,2 og 21,7 km/l.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

DriveE-skiltet kan også påklistres den nye D4 - sammen med det en stribe tiltag som bl.a. endnu bedre aerodynamik - og så kører V60'eren 26,3 km/l og udleder 99 gram CO2 pr. kilometer.

Kolde kendsgerninger
De nøgne kendsgerninger om Volvos nye, hjemmeproducerede og imponerende effektive D4-dieselmotor taler således for sig selv: Lavt gennemsnitsforbrug, en CO2-udledning, som Volvo sagtens kan være bekendt, og samtidig har D4'eren masser af diskrete muskler.

Altså tredobbelt effektiv i en grad så man kommer til at tænke på BMW, der ellers har patent på sloganet "Efficient Dynamics". For sammenligner man Volvo V60 D4 med BMW 320d Touring, løber svenskeren fra tyskeren. BMW'en kører 21,3 km/l, har et moment på 380 Nm fra 1.750 o/min og sprinter fra 0 til 100 km/t på 7,7 sekunder. Altså er den effektive og dynamiske tysker 0,1 sekund langsommere end Volvoen, dens moment er 20 Nm lavere og ikke mindst: Den kører 4,3 kilometer kortere på literen.

Følg med i nyheder og tests på Facebook

Volvos hemmelighed er bl.a. et nyt indsprøjtningssystem, der præcist doserer, hvad hver enkelt cylinder har brug for. Dermed går ikke en dråbe til spilde, og forbruget er topeffektivt. Bag rattet opleves motoren som umådeligt harmonisk og behageligt afdæmpet.

Svensk kvalitet
V60-modellen er fra 2010, for nylig fik den et facelift, og den er på ingen måde hverken træt at se på eller forældet at køre i. Sedanen S60 og stationcaren V60 var blandt de første af den nyere tids Volvoer, der ikke var kasseformede, tegnet på kvaderet papir og opbygget med vinkelmåler og loddestok. V60's (og S60's) design udfordrer også i dag sanserne, og stationcaren forener på glimrende vis det sportslige med det praktiske.

Pladsen i bagagerummet og pladsen på bagsædet er knap i liga med den finere mellemklasses bedste, men sæderne er i toppen af Champions League, betjeningen er nem og logisk, og man føler sig, uanset kropsstørrelse, lynhurtigt tilpas og tryg bag rattet.

Konkurrenterne BMW 3-serie og Audi A4 er hårde at bide skeer med - i fjor solgte BMW 1.967 styk af 3-serien, Audi solgte 1.555 styk A4. V60 og S60 tegnede sig blot for 428 solgte. Med den fremragende, supereffektive D4-motor er Volvoen klædt bedre på og er et stærkere alternativ. I laveste udstyrsvariant, Kinetic, koster V60 D4 534.680 kr., BMW 320d Touring koster fra 568.780 kr., Audi A4 Avant 2,0 TDI med 177 hk fra 561.157 kr.

Se også: Dieselmonsteret



Volvo V60 D4 Momentum

Pris inkl. levering: 574.680 kr.
Billigste (V60 D2 Base): 418.680 kr.
Sikkerhed Euro NCAP: 5 stjerner (2012)
Mål (l/b/h): 463/186/148 cm
Bagagerum: 430-1.240 liter
Køreklar vægt/last: 1.685/435 kilo
Påhæng u/m bremser: 750/1.800 kilo
Motor: R4, 1.969 cm3, turbodiesel, 16V
Effekt: 181 hk v. 4.250 o/min
Drejningsmoment: 400 Nm v. 1.750-2.500 o/min
Transmission: 6-trins man., forhjulstræk
0-100 km/t: 7,6 sek.
Tophastighed: 225 km/t
Forbrug/EU-norm: 25,6 km/l
CO2-udledning: 103 gram/km.
Årlig ejerafgift: 2.040 kroner
Garanti (mek/lak/rust): 2/2/8 år

Standardudstyr bl.a.: 6 airbags, ESC-antiskrid m.m., City Safety (aut. nødbremse), 5 x selehusker, fartpilot, regnsensor, aktive xenonlygter, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbar lændestøtte i forsæder, varme i forsæder, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 4 x elruder, midterarmlæn for, læder på rat og gearknop, ratbetjent High Performance Lydanlæg m. 5 tommer farveskærm, cd-afspiller og Bluetooth til håndfri telefoni og audiostreaming, 16 tommer alufælge.

Ekstraudstyr bl.a.:
Metallak: 12.902 kr.
Sikkerhedspakke (adaptiv fartpilot, fodgængerbeskyttelse, træthedsregistrering, vognbaneassistent, blindvinkelassistent, aut. op- og nedblænding af langt lys): 33.001 kr.
Volvo On Call (nød- og assistancesystem): 12.001 kr.
Aut. nedblænding af bakspejl: 3.598 kr.
Elektrisk børnelås på bagdøre: 1.999 kr.
Varme i forrude: 3.900 kr.
Varme i rat: 4.399 kr.
Varme i bagsæde: 5.253 kr.
Læderindtræk: 28.000 kr.




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Opret en gratis annonce.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her