Rumænsk firehjulstrækker i sneen
Dacia Duster flankeret af to af sine konkurrenter. Til venstre den gamle Nissan Qashqai og til højre den helt nye Suzuki S-Cross. Den billigste af den nye Qashqai-model koster med 110 hestes dieselmotor og træk på forhjulene 270.680 kr. Suzuki S-Cross med 120 hestes diesel og forhjulstræk koster 256.770 kr. Dacia Duster med 109 hestes diesel og forhjulstræk koster i dyreste udstyrsvariant 188.770 kr.
Dacia Duster med træk på alle fire og 109 hestes dieselmotor kaster sig ufortrødent i kast med selv de mest stejle udfordringer. Og klarer det.
Dacia Duster med træk på alle fire og 109 hestes dieselmotor kaster sig ufortrødent i kast med selv de mest stejle udfordringer. Og klarer det.
Rustikke Dacia Duster har en frihøjde på 21 centimeter. Mekanik og karrosseri synes at kunne klare strabadserne.

Rumænsk firehjulstrækker i sneen

Næste tiltag fra Dacia hedder Duster. Med en lille portion udstyr er Duster den mindst discountprægede blandt Dacias modeller.


I slutningen af marts lancerer Dacia sin højbenede, rustikke Duster. Ikke at karakterisere som en hårdtpumpet firehjulstrækker a la Land Rover og Jeep, snarere som et bidrag i den blødere og mere venlige crossover-familie. Hvor konkurrenterne bl.a. hedder Nissan Qashqai og Suzuki S-Cross.

Vi har haft lejlighed til at prøve den højbenede, rumænske crossover. Den sætter, som stationcaren Logan MCV, MPV'en Lodgy og hatchbacken Sandero, trumf på ved at være markant billigere end alle konkurrenter. Hvilket er hemmeligheden bag Dacias succes, idet Dacia i den grad skaffer Renault smør på brødet i en vanskelig tid.

Brugtmarked:
Søg brugt Dacia
Søg brugt Nissan
Søg brugt Suzuki

Duster er ikke ny - men det er første gang, at bilen bliver officielt importeret til Danmark. Den er brygget af velgennemprøvede materialer fra veletablerede moderfabrikker (Renault og Nissan), og den danske Dacia-importør ser Duster som en af mærkets vigtigste modeller i bestræbelsen på at nå 2.000 solgte i år.

Bilen er hævet 21 centimeter fra underlaget, i skærmkasserne og under bunden er den beklædt med beskyttende plastik, og valget står mellem forhjulstræk, træk på alle fire samt to benzin- og to dieselmotorer.

Motorerne er fra Renaults hylder - dieselerne er de velkendte på 1,5 liter med hhv. 90 og 109 hestekræfter. De gør det begge rigtig godt. Udstyrsvarianterne hedder Base, Ambiance og Lauréate. Til Lauréate fås også en 1,2 liters turbobenzinmotor med 125 hk, samme som i Renault Megane, hvor yder 115 hk. En særdeles fin motor med et moment på 205 Nm fra 2.000 o/min og imponerende støjsvag op til 130 km/t.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

Den såkaldte »indgangsmodel«, Base, med franskmændenes 105 hestes benziner uden turbo fås til 143.770 kr. Med mellemste udstyr, Ambiance, er prisen 10.000 kr. højere. Mit bud vil være, og Dacia anslår det selv, at flertallet af køberne vil fravælge den motor, simpelt hen fordi den nærmer sig sidste salgsdato og er umanerligt spag sammenlignet med dieselmotorerne. Flertallet vil som et minimum nappe den 90 hestes diesel, der med forhjulstræk og mellemste udstyr koster 163.770 kr.

På alle fire

Vil man have Duster med firehjulstræk, er kravet den kraftigste dieselmotor. Prisen er så enten 208.770 kr. med Ambianceudstyr, eller 20.000 kr. mere med Lauréateudstyr. Teknikken er simpel, men godt fungerende, lånt fra Nissan X-Trail. Man kan vælge forhjulstræk, man kan vælge "Auto", så den selv hitter ud af at sende kræfter bagud, når der er behov for det, eller man kan låse systemet, når man bevæger sig uden for alfarvej.

Det var der lejlighed til. Under kyndig vejledning af eksperter udi kunsten at køre i terræn blev der givet smagsprøver på den firehjulstrukne Dusters evner. Og den er ganske imponerende.

1. gear i den 109 hestes diesel er ekstremt lavt, så bilen opfører sig nærmest som en bjergged i den snedækkede grusgrav. Den forcerer krappe stigninger, og selv om den ikke har hjælpemidler til at kravle ned ad bakkerne - oftest kaldet Hill Descent - klarer den også den udfordring. Mekanik og karrosseri knyr ikke, og Duster synes bestemt at kunne tåle mosten.

Med asfalt under hjulene er den mindre imponerende, men dog godkendt. Med de 21 centimeters frihøjde svajes der noget i svingene, og ved lande- og motorvejshastighed skinner det igennem, at bilen og ikke mindst de benyttede materialer er knap så moderne, da en del støj maser sig på.

Den mindste discountprægede

Duster udmærker sig ved at være mindre discountpræget end de øvrige produkter fra Dacia. Den er dog, selv i mellemste udstyrsvariant Ambiance, tæt på klinisk renset for bekvemmeligheder - rattet kan kun justeres op-ned, sæderne gør ikke livet behageligt, og interiøret er af den spartanske slags. Til Ambiance kan man dog købe aircondition for beskedne 4.900 kr. og navigationsanlæg inklusive en berøringsfølsom skærm for 5.900 kr. Og så lugter det da lidt af fugl.

Man skal selvfølgelig huske, at lækker ikke er Dusters mission. Den skal fungere, og med sin fandenivoldske attitude og tilgang udfordrer den konkurrenter som Nissan Qashqai og Suzuki S-Cross samt de mere kompakte, men klart mindre Peugeot 2008 og Renault Captur. De er alle dyrere, nogle endda meget dyrere, og det er Dusters berettigelse.

Følg med i nyheder og tests på facebook

Sikkerhed? Den forbigår Dacia nok helst i tavshed - modellen blev crashtestet i 2010, og Euro NCAP kunne kun tildele tre ud af fem stjerner. Førerens brystkasse og lår er kun marginalt beskyttet ved frontalkollision, piskesmældsskader er sandsynlige ved påkørsel bagfra, og fodgængere skal for alt i verden undgå at blive ramt af en Duster.

På plussiden, når der skal argumenteres for Duster, hører ud over prisen og dens soliditet, at Dacia yder tre års mekanisk garanti. Et år længere end på en Renault og alle øvrige europæere.

Duster er til salg i flere end 100 lande, og over 900.000 mennesker har købt den. Vil man forsøge at skaffe lidt af den streetcredit, som en Dacia i manges øjne ikke umiddelbart giver, kan man forsøge sig med udsagnet, at Duster har deltaget i det benhårde Dakar-rally. Godt nok har Dakarbilen, kaldet Renault Duster, ikke ret meget til fælles med en Dacia Duster på danske nummerplader, men den sluttede da på en 14. plads i år. En kraftig forbedring i forhold til 2013, da Renault Duster nøjedes med en 29. plads.



Dacia Duster 1,5 dCi 109 Lauréate 4x2

Pris inkl. levering: 188.770 kr.

Sikkerhed Euro NCAP: 3 ud af 5 stjerner (2010)

Mål (længde/bredde/højde): 432/182/163 cm

Bagagerum: 475-1.636 liter

Køreklar vægt/last: 1.280/505 kilo

Påhæng u/m bremser: 640/1.200 kilo

Motor: R4, 1.461 cm3, turbodiesel

Effekt: 109 hk v. 4.000 o/min

Drejningsmoment: 240 Nm v. 1.750 o/min

Transmission: 6-trins man., forhjulstræk

0-100 km/t: 12,2 sek.

Tophastighed: 168 km/t

Forbrug/EU-norm: 20,8 km/l

CO2-udledning: 127 gram/km.

Årlig ejerafgift: 3.560 kroner

Garanti (mek/lak/rust): 3/2/6 år




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Du kan oprette en gratis annonce med ét billede.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her