S-Cross på vildspor
Indvendigt står læderrattet i skærende kontrast til resten af kabinens materialer.
De alt for store lygter og små dæk gør ikke noget godt for den nye S-Cross.

S-Cross på vildspor

S-Cross afløser Suzuki SX-4, og isoleret set er bilen egentligt i orden. Men i 2013 er i orden ikke godt nok, hvis man vil slå buler i markedet. Det er en alibi-bil der lander for sent og tilbyder for lidt.


Den nye Suzuki S-Cross er spændende, fordi det er den første nye Suzukimodel længe. Og guderne skal vide, at det danske Suzukiprogram kunne trænge til lidt friske vinde. Mikrobilen Alto er for dyr og forældet, mini-mpv'en Splash er interessant, skarpt prissat men desværre overset, Suzuki Swift er stadigvæk charmerende men udfordret af nyere konkurrenter, SX-Combiback er glemt af markedet og Suzuki Vitara er overflødig efter dieselmotoren røg på miljø-pension. Og vi har glædet os til at S-Cross kom på markedet, som en tænkt afløser til SX-Combiback, men med en ekstra størrelse der gør, at den også kan samle hjemløse Vitarakunder op, når den inden længe triller på pension. En slags altmuligmand med licens til at friste alle dem, der finder hovednummeret Swift for lille.

Efter en lille uges tid bag rattet, står skuffelsen malet i den indre Suzukientusiasts ansigt. For guderne skal vide, at jeg er begejstret for det japanske mærke, der leverer tilgængelige familiebiler med et glimt i øjet. Det er sjældent de mest raffinerede eller smukkeste biler. Men de undgår de overdesignede faldgrubber, og leverer skæppevis af ejerglæde uden at tømme opsparingskontoen. Hverken ved køb eller længere ejerskab. De er en slags bilindustriens svar på fodboldspilleren William Kvist. Ikke det mest kreative eller opfindsomme gemyt, men med et højt bundniveau og en professionel indstillingen til opgaven.

Bilen.dk's brugtbilmarked:
Søg brugt Suzuki SX4
Søg brugt Suzuki Grand Vitara
Søg brugt Suzuki Samurai

Med S-Cross har de dog slået en skævert. Både strategisk og helt lavpraktisk. Hvis vi starter med det sidste. Til 219.000 kr. er den lavet som en prisbasker der skal flå tøjet af klasselederen Nissan Qashqai, der er danskernes foretrukne crossovermodel. Og på alle de umiddelbare og målbare konkurrenceparametre, matcher den Qashqai perfekt. Men udførelsen er helt i skoven.

Det er ikke på noget punkt muligt at se, at Suzuki S-Cross skulle være en seks år nyere bil end Nissan Qashqai. Tværtom. Kvalitetsoplevelsen i kabinen svinger, med et lækkert læderrat, der står i skærende kontrast til noget af den billige plast på instrumentbordet. Forsæderne støtter stort set ikke, og bagsædet er endnu værre. Det minder mere om en betrukket bænk end om et bagsæde i en moderne bil. Det er fladt som et bræt og savner siddestøtte til både lår og ryg. Så funktionelt er den trist og middelmådig uden ambitioner.

Se også: Lille SUV til billig pris

Udvendigt bliver det ikke bedre. Den ligner en 6-årig knægt, der har fundet farfars gamle hornbriller frem fra gemmerne. Forlygterne er kæmpestore til den lille bil. Dækkene synes omvendt for små til bilen, så det visuelle totalindtryk er af en bil, der er klædt på for 150 kr. i en genbrugsbutik. I tøj der ikke passer helt. Design er dog en subjektiv sag, og forhåbentligt synes kunderne bedre om stregerne.

Helt konkret gør testbilen det gedigent. Det er en 1,6 DDiS AllGrip GLX. Det betyder 120 dieselheste, firehjulstræk og højeste udstyrstrim. Den er fin i mellemaccelerationerne, står anstændigt fast i kurverne, og triller omkring 20 km/l ved almindelig kørsel over en testuge. Men ikke noget ekstraordinært. Og fra stående start kræver den tålmodighed, da det tager 13 sekunder før speedometeret viser 100 km/t. Prisen på testbilen lander på 356.670 kr. inkl. lev. Det er rigtigt meget for en 120 hk Suzuki.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev
          
Strategisk virker det også som om, at Suzuki famler lidt i blinde. Det er rigtigt set, at crossover-segmentet af de mellemstore familiebiler rykker. Der har det gjort siden Qashqai landede for over seks år siden. Men det er ved at være mættet. Så det bliver en hård nød at knække. S-Cross afløser dog også SX-Combiback, som Suzuki siger kunderne fandt for lille.

Men netop nu er SUV-varianterne af minibilerne - biler som Renault Capture, Peugeot 2008 og Nissan Juke hottere end nogensinde, og det er et segment i eksplosiv vækst. SX-Combiback var måske forud for sin tid, men det synes katastrofalt at forlade markedet - netop som det eksplodere. Så med S-Cross forlader Suzuki et markedet i gigantvækst for at indtage et mere konkurrencepræget marked med en bil, der langt fra overbeviser. Det synes som en vej, der kun går op ad bakke.

Se også: Biler på vej 2014



Suzuki S-Cross

FAKTA: 1.6 DDiS 16V AllGrip GLX
Pris inkl. lev.: 356.670 kr.
Sikkerhed Euro NCAP: 5 stjerner
Mål (længde/bredde/højde): 430/176/158cm
Bagagerum: 435 liter
Køreklar vægt/last: 1.380/550 kg
Påhæng m/u bremser: 1.500/600 kg
Motor: R4, turbodiesel, 1.598 cm3
Effekt: 120 hk v. 3.750 o/min
Drejningsmoment: 320 Nm v. 1.750o/min
Transmission: 6-trins man.
0-100 km/t: 13 sekunder
Tophastighed: 175 km/t
Forbrug/EU-norm: 22,7 km/l
CO2 udledning: 114 g/km
Årlig ejerafgift: 2.760 kr.
Garanti (mek/lak/rust): 2/3/12 år




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Opret en gratis annonce.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her