Klassisk fransk elegantier
Den lange fordør giver bilen en tilbagestrøgen profil, der adskiller den markant fra den almindelige 504’ers profil.
Den lange fordør giver bilen en tilbagestrøgen profil, der adskiller den markant fra den almindelige 504’ers profil.
Peugeot 504 Coupé 2,0
Peugeot 504 Coupé 2,0
Peugeot 504 Coupé 2,0
Peugeot 504 Coupé 2,0
Orignallygterne med gule lygter giver ekstrabonus på den frankofile konto.
Tre lodrette lygter er en Peugeot-designspecialitet, der trækker på løven fra logoet og dens klør.
Peugeot 504 Coupé 2,0
Peugeot 504 Coupé 2,0
Peugeot 504 Coupé 2,0

Klassisk fransk elegantier

Peugeot 504 Coupe er coolness på hjul. Den er et stykke vellykket 60’er-arkitektur med solid basismekanik – og så er den billig med kurs mod klassiskerstatus.


Solen står lavt, og det er stort set vindstille. Det er en af den slags uendelige sommeraftener på landet, hvor vejene er tømt for pendlertrafik, og kun et par motionscyklister er sent ude at trille. Vinduet er rullet ned, og fartvinden løber ad armen fra karmen op til kinden. Det er varmt, og solbrillerne sidder fast i svedfugten på næseryggen. Tanknålen melder over halvt fyldt, og en akustisk rockballade flyder fra høretelefonerne helt ind i sjælen. En følelse af frihed sænker sig i kabinen. Tid og sted flyder ud i ligegyldigheden. At tale om en ud af kroppen-oplevelse er måske at sætte øjeblikket på spidsen, men  helheden af delene - vejret, musikken, landskabet og bilen - gør det til noget særligt. Det føles som en scene fra en roadmovie. Eller en Levis-reklame. Eller en Gilette-reklame. Føler mig gennemført cool. Det er året 2013's fedeste automobiloplevelse. Uden sammenligning. Og en stor del af æren tilfalder den gudesmukke Peugeot 504 Coupé fra 1972, der lægger bil til oplevelsen.

Bilen.dk's brugtbilmarked:
Søg brugt Peugeot 504
Søg brugt Peugeot 206
Søg brugt Peugeot RCZ

Og det er dét, klassiske biler kan. Levere følelser og stemninger. Okay - følte mig markant mindre cool to dage tidligere, da jeg i samme bil gik i stå på Amagerbrogade i myldretiden. Den var druknet. Ikke fordi det regnede - selvom det stod ned i stænger - men fordi den mekaniske Kugelfischerindsprøjtning ikke var sin opgave voksen. Det er også dét, klassiske biler kan. Levere uforudsete tekniske udfald.

Men tilbage til bilen. Peugeot 504 er en af Peugeots helt store succeser, og indtil for ganske nylig blev den gamle arbejdshest stadigvæk produceret i både Kenya og Egypten, hvor den levede op til sit øgenavn som kongen af de afrikanske veje. Sedanmodellen blev lanceret i 1968. Det skulle coupéen også have været.

Men så kom ungdomsoprøret, og for ikke at bilen skulle drukne i kaos og politisk opbrud, besluttede Peugeot at vente til 1969 med at lancere modellen. Coupéen deler sammen med cabrioleten en del teknik med den almindelige 504 sedan. Men i stedet for stiv bagaksel har livstilsmodellerne uafhængigt baghjulsophæng, og Kugelfischerindsprøjtningen var også forbeholdt prestigeudgaverne af 504.

Se også:  Peugeot 308: En forførende franskmand

Designet havde Peugeot klogeligt overladt til Pininfarina, der også stod for produktionen. Og selv om man godt kan se familielighederne med den almindelige 504'er, så er coupéen bare uendeligt meget mere cool at skue.

Akselafstanden er lidt kortere end på den firedørs 504'er, og sammen med de lange fordøre og den skrånende taglinje, er 504 Coupé i profil en af de fedeste vogne fra sin tid. Den tager det bedste fra 60'erne, og kombinerer det med de mere kantede former, der kom til at dominere 70'erne. Det betød også, at bilen med kun et mindre facelift overlevede helt frem til 1983 uden nogensinde at se rigtig gammel ud. Det er den slags designarbejde, der kendetegner en rigtig klassiker. Og selvom 504 Coupé i de fleste kenderes optik kun er en youngtimer med klassikerpotentiale, så vil denne motorskribent godt vædde en totalrenovation af en Kugelfischerindsprøjtning på, at 504 Coupé nok skal ende som fuldbefaren klassiker.

Ved lanceringen havde 504 Coupé en toliters benzinmotor, der ydede 108 hk som testbilens. Den var sat op med en firetrins manuel gearkasse, og resultatet var en - for tiden - frisk og velkørende bil. I dag opleves den en anelse træg. Men undervognen er også relativt blød, så det er ikke en bil, der lægger op til snæver kurvekørsel. Den er stadigvæk komfortabel og fransk i sin opførsel - uden at blive bedøvende eller indirekte. Den er i virkeligheden mere en junior gran tourer end en sportcoupé. Kort sagt - havde man ikke råd til en Ferrari Daytona, så kunne man få en snert af GT-oplevelsen i en 504 Coupé.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

Velvidende at de kræsne coupékunder ville efterspørge flere muskler, gik Peugeot dog sammen med Volvo og Renault om at udvikle en V6-motor. Den kom i 504 Coupé i 1974, og den 2,7 liters maskine generede 140 hk, hvilket især forbedrede mellemaccelerationerne. De 140 hk var nok til en topfart på 186 km/t og 0-100 km/t på under 10 sekunder. Det var hurtigt i midten af  70'erne.

Visuelt fulgte der et facelift med introduktionen af V6-udgaven, og det fjernede elementer af originalens unikke udtryk. De to par dobbelte forlygter blev afløst af to brede enkelte, og baglygterne, der før bestod af tre enkelte lodrette lygter i hver side, blev også erstattet af en enkelt bred lygte i hver side.

Især baglygteændringen var en skam, da de tre lodrette var en historisk reference til Peugeots logo-løve, hvor de tre lodrette lygter symboliserede tre kløer, der var kørt lodret ned over bagenden i hver side. En reference der går igen i nutidens Peugeotmodeller, der også har tre LED-striber i baglygterne, som var de blevet flænset af en løve.

Se også: Den sejeste løve

504 Coupé overlevede helt frem til 1983. Fire år efter at den nye 505 havde afløst 504 i sedanhabitten. Der er produceret 27.000 coupéer, mens cabrioleten er sjældnere med ca. 6.000 producerede eksemklarer. Det relativt høje produktionstal gør, at 504 Coupé ikke er en utilnærmelig klassiker. Rent prismæssigt.

En del har dog måtte lade livet til rusten. Sydeuropæiske biler fra 70'erne har en kedelig tendens til, bare at skulle snuse til en fugtig carport for at gå til af rust. En del har dog overlevet, og især i Frankrig kan man finde fine eksemklarer til priser fra 4.000 euro og opefter. Et flot eksemklar kan altså ved egenimport og selv en uheldig afgiftsvurdering lande i din indkørsel for under 100.000 kr.

Og det gør kun den franske elegantier endnu mere interessant.

Se også:  Peugeot 308 SW - klassens største?



Peugeot 504 Coupé 2,0

Årgang: 1972
Motor: R4 på 1.971 cm3
Ydelse: 108 hk v. 5.600 o/min
Moment: 177 Nm v. 3.000 o/min
Mål (L/H/B): 436/135/170 cm
Køreklarvægt: 1.165 kg
Topfart: 178 km/t
0-100 km/t: 10,7 sekunder
Forbrug: ca. 11 km/l
Pris for testbilen: ca. 100.000 kr
Udbudspriser på modellen: Fra 20.000 kr. for et restaureringsmodent eksemplar uden afgift, til 140.000 kr. for en velholdt V6'er uden afgift.
Modellens produktionsår: 1969-1983
Modellens produktionstal: Coupé - 27.000 og Cabriolet - 6.000




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Opret en gratis annonce.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her