Familiecontainer med aspirationer

Familiecontainer med aspirationer

Fiat 500L i den syvpersoners Living-udgave blæser til angreb på kunder med æstetisk sans og mange børn. Modigt – desværre fældes den på middelmådig teknik.


Én ting er Fiat lykkedes med, for bilen vækker opsigt som et Zlatan Ibrahimovic citat på en ellers flad sportstirsdag. Den skiller sig ud. Vælger en anden vej end horden af selvudslettende syvpersoners familiecontainere. Mens konkurrenterne fokuserer på det indre. På pladsen, fleksibiliteten og den praktiske anvendelighed, så fremstår Fiat 500L Living ligeså forfængelig som en italiensk fodboldstjerne - hvis vi skal blive i fodboldanalogierne.

For Fiat 500L Living er først og fremmest et visuelt statement. Den er et forsøg på at være livsstilslækker i et segment, der mest af alt handler om at løse et praktisk behov - at flytte syv personer fra A til B. Den er en art moderigtig regnjakke, der vil mere end bare holde regnen ude.

Bilen.dk's brugtbilmarked:
Søg brugt Fiat 500
Søg brugt Mini

Trist køreoplevelse
Testbilen har Fiats gennemtestede 1,3 liters dieselmaskine på 85 hk. En fin motor der dog har fået sin sag for med testbilens halvanden tons inklusiv denne middelvægtige fører. Den slæber sig til 100 km/t på lige under 16 sekunder, og på motorvej skal man planlægge sine overhalinger, for ikke at få en tysk luksusbil i bakspejlet med aggresivt blinkende lygter. Men nu handler familietransport ikke om 0-100 km/t tider, og brændstoføkonomisk leverer den varen med et testforbrug på omkring 19 km/l og en fabriksopgivelse på 23,8 km/l.

Undervognen er blød, og kurvekørsel skal foretages nænsomt og uden iver, hvis man ikke ønsker køresygeopkast fra ungerne på bagsædet i nakken. Styringen er også total bedøvet, så man skal i det hele taget ikke forvente de helt store tilbagemeldinger fra undervogn eller styretøj, om underlagets beskaffenhed. Bilen føles overordnet set en smule forældet, og den Fiat Punto bund, den står på, er kun akkurat opgaven voksen.

Se også: Luksus i lommeformat

Funktionelt fejler den dog ikke noget, og det er imponerende, at Fiat er lykkedes med at få plads til syv sæder indenfor i den lille karosse. Nuvel - den bagerste sæderække er mest til børn under 14 år, når den er klappet op, men både bagsæder og forsæder har god plads. Indretningen er lavet i samme livsstilsnuttede ånd som bilens ydre design, og det virker gennemført og i en kvalitet der er acceptabel - bilens pris taget i betragtning.

Den første af sin art
Da Mini for 12 år siden gjorde små biler til andet og mere end - ja små biler, der ændrede de fundamentalt på segmentet. Livsstilslækkerhed, kvalitet og prestige som normalt var forbeholdt langt større luksusbiler blev pludseligt tilgængeligt i lommeformat. Og mærker som Audi og Alfa Romeo fik travlt med at lave små prestigebiler, i et segment der traditionelt handlede om at leverer lavpristransport til marginalbilkøberne. Fiat 500L Living er første livstilslækre MPV.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

Og hvis den kan gøre for familieflytterne, hvad Mini har gjort for småbilerne. Altså gøre segmentet sexet i prestigemærkernes optik, så indvarsler den en spændende udvikling. Forestil jer en Audi MPV eller en BMW MPV? Ford har demonstreret, at det kan lade sig gøre - uden at gå på kompromis med de gode køreegenskaber. Set i det perspektiv er Fiat 500L Living en regulær paradigmeskifter. Men isoleret set - som en syvpersoners MPV er den en teknisk skuffelse, der koster mere, end den er værd. Set udfra et helt lavpraktisk forbrugersynspunkt. Men det kunne man også sige om Mini, da den landede i 2001...

Se også: Her er de mest fejlfrie biler


Skal du sælge din bil? Så husk du kan gøre det her



Fiat 500 L Living Popstar 1,3 MJT 7 sæder

Pris: Kampagnepris - 265.570 kr. inkl. lev. (Prisliste - 281.990kr.)
Sikkerhed Euro NCAP: 5 stjerner (2012)
Mål (L/B/H): 435/178/167cm
Bagagerum: 560 liter (med bagerste sæderække sammenfoldet) og 1.708 med alle sæder lagt ned.
Køreklar vægt/last: 1.470/450 kg
Påhæng m/u bremser: 1.000/400 kg
Motor: R4 turbodiesel på 1.248 cm3
Effekt: 85 hk v. 3.500 o/min
Moment: 200 Nm v. 1.500 o/min
Transmission: 5-trins man
0-100 km/t: 15,4 sekunder
Tophastighed: 167 km/t
Forbrug/EU-norm: 23,8 km/l