Den sejeste løve
Lavt tyngdepunkt, bred sporvidde og dertil et mekanisk Torsen differentialespærre, der gør, at RCZ R har langt bedre bid i svingene end den 200 hestes RCZ.
Bag de fuldfede Racingsæder anes et par bagsæder. RCZ R er en 2+2, men bagsæderne er mere egnet til weekendkufferter end til persontransport. Små børn kan dog klemmes ind deromme.
Peugeot RCZ R er den hårde udgave af 2+2'eren RCZ. Pumpet op fra 200 til 270 hk. I forbifarten kunne man forledes til at tro, at den er en centermotorbil, men nej. Motoren befinder sig under fronthjelmen, og der er træk på forhjulene.
Deres udsendte lader RCZ R's bremser hvile sig lidt på vej ned ad Col de Vence.
Masser af lækker læder og indbydende alcantara. Krydret med Racing-røde logoer og røde syninger. RCZ er delvist baseret på den gamle Peugeot 308, og det skinner bl.a. igennem i kabinens layout.
Røde bremsekalibre og 19 tommer alufælge med et diskret R indgraveret er blandt de lækre detaljer.
Den røde Racing-kulør går igen på siden af gearstangen.
Mellem sæderne en plade, der fortæller, at Peugeot Sport har udviklet denne R-model.

Den sejeste løve

Med et R føjet til RCZ har Peugeots frække coupé den motor, den undervogn og det mekaniske differentialespærre, som den fortjener.


Kan godt være, at Peugeot fattes penge. Kan godt være, at Peugeot af realpolitiske årsager i 2010 skruede ned for motorsportsambitionerne og trak sig fra Le Mans og ikke har være der siden. Men gået i stå er den franske løve ikke. For som Peugeot-toppen tidligere i år bekendtgjorde, er den eneste vej ud af krisen offensiv.

Og offensiv er præcis, hvad Peugeot er. Som Paris Saint Germain og Zlatan Ibrahimovic på jagt efter nye triumfer. Med den nye 208'er, med 2008, med den nye 308'er og nu også med lanceringen af sportscoupeen RCZ med et magisk, rødt R for Racing føjet til. Udviklet af Peugeot Sport, løvernes motorsportsafdeling.

Bilen.dk's brugtbilmarked:
Søg brugt Peugeot RCZ
Søg brugt Peugeot 107
Søg brugt Peugeot 3008

I forvejen er RCZ godt nok ikke en bil, Peugeot sprøjter flest ud af - 55.000 siden lanceringen i 2011, i Danmark blot et halvthundrede stykker - men RCZ er præcis den type bil, der er vigtigt for Peugeots image, for dét der på nudansk hedder mærkets brand. Få ting er mere effektive end en model med rødder i racerbanerne eller i rally, når et mærkes omdømme skal hæves fra ordinær til interessant.

I Monte Carlos hjulspor
For et par år siden, nærmest samtidig med exit'en fra Le Mans, introducerede Peugeot RCZ Racing Cup-bilen til en løbsserie i Frankrig og et par andre steder, hvor man har taget serien til sig. Og det er den Racing Cup-bil, der kort ind i 2014 kommer som gadebil med navnet RCZ R.

På hjemmebane i det sydfranske, en frostkold morgen, møder jeg en dybrød RCZ R, der inviterer til fuld skrue op mod toppen af Col de Vence nord for parfumebyen Grasse. Ad de samme veje hvor Rally-VM hvert år i januar kræver det yderste af deltagerne i Monte Carlo-rallyet.

Med til det racingrøde R hører ud over en strammere opsætning (10 mm lavere end standard RCZ), bredere sporvidde samt motoren med en ny twin scroll turbo og 270 hestekræfter også et Torsen differentialespærre af den slags, der i disse år skiller får fra bukke. Et mekanisk differentialespærre a la det, der først gjorde Ford Focus RS og senere den nyeste VW Golf GTI Performance så rasende effektive. Med det forbedres forhjulstrækkerens evne til særligt i sving og på vej ud ad dem at holde fast i underlaget, og chaufføren kan i langt højere grad holde på med en forbedret acceleration som resultat.

Se også: Overraskelsen fra Peugeot

Normalt lukker det elektroniske gangstativ (ESC) af sikkerhedsmæssige årsager ned for forhjulstrækkerens indbyggede tendens til at understyre - altså køre lige ud i sving - men den hastighedssænkende tendens nærmest eliminerer det mekaniske differentialespærre. Torque steer - momentstyring - hvor de mange kræfter river og flår i forhjulstrækkerens rat under kraftig acceleration, er i RCZ R desværre ikke helt ryddet af vejen. Og det er lidt ærgerligt.

Lækkert læder og alcantara
På jævn vej er RCZ R en omgængelig partner. Hård, ja, men det skal den være. Styretøjet er tilpas tungt og formidler ganske nøjagtige informationer om underlagets beskaffenhed. De opgraderede bremsers bid er særdeles effektivt, og skiftebevægelserne i den 6-trins manuelle gearkasse synes umiddelbart kortere end i standard RCZ'ens.

Den franske gearkasse-skavank, hvor man lige mangler den sidste præcision, der ville sætte prikken over i'et, lider RCZ R også under - det sker stadig, at man i skyndingen rammer ved siden af 3. gear, og det er også lidt ærgerligt.

Kabinen er indhyllet i lækker læder og alcantara, de røde racingsyninger går igen over alt, R-logoet optræder hist og her, og selv om RCZ R er en 2+2'er, altså med to bagsæder, så er den ret beset topersoners. De såkaldte bagsæder er, ligesom traditionen byder i en Porsche 911, mest til weekendkufferter og kun i nødstilfælde til mindre børn.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

RCZ - og dermed også RCZ R - er delvist baseret på den gamle 308'er, hvilket tydeligt skinner igennem i kabinen, og på nogle punkter mangler den lidt af det, der gør den nye 308'er så meget mere lækker end den gamle.  

Tæt på topkarakter
Grundlæggende består RCZ R prøvelserne. Til en karakter tæt på toppen. Især på en dag med temperaturer omkring og lige over frysepunktet. Spørgsmålet er dog, om den er mere GT (Gran Turismo), altså en hurtig langturscoupé, end det oplagte valg som trackday-bil?

Efter min opfattelse umiddelbart mest det første, for upoleret galskab og rå kompromisløshed er der ikke meget af. På den anden side er der slet intet galt i gøre det meste til næsten topkarakter, hvilket flere andre af dagens GTI'er og hårdtpumpede udgaver af standardbiler også gør. Det bliver, efter min smag, blot lidt for kønsløst, når man sætter sig mellem to stole og vil behage for mange.

Prisen for RCZ R? Endnu ukendt, men omkring 650.000 kr. er nok realistisk, lader importøren forstå. Den 200 hestes RCZ koster knap 520.000 kr., til sammenligning koster en Audi TT med 211 hk og forhjulstræk knap 650.000 kr., og en Audi TTS med 272 hk og forhjulstræk over 890.000 kr.

Så i den optik vil 650.000 kr. for RCZ R været yderst rimeligt. VW Scirocco R med 265 hk importeres ikke, hvilket Renault Megane Coupé RS med 265 hk heller ikke gør. Sammenligningsgrundlaget og konkurrenterne er derfor få, i hvert fald i Danmark, men som nævnt: En bil som RCZ R er saliggørende for et bils image, og den smækre coupé er hjerteligt velkommen.

Vi var inviteret af Peugeot.

Se også:  Duel: Renault Captur vs Peugeot 2008


Skal du sælge din bil? Så husk du kan gøre det her



Peugeot RCZ R

Pris inkl. levering: Anslået ca. 650.000 kr.

Sikkerhed Euro NCAP): Ikke testet

Mål (længde/bredde/højde): 429/185/135 cm

Bagagerum: 321-639 liter

Køreklar vægt: 1.280 kilo

Motor: R4, 1.598 cm3, turbobenzin, 16V.

Effekt: 270 hk v. 6.000 o/min

Drejningsmoment: 330 Nm v. 1.900-5.500 o/min

Transmission: 6 trins man., forhjulstræk

0-100 km/t: 5,9 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Forbrug/EU-norm: 15,9 km/l

CO2-udledning: 145 gram/km.

Årlig ejerafgift: 2.220 kroner

Garanti (mek/lak/rust): 2/3/12 år