Overraskende vinder af "længst på literen"
Vinderen blev 72-årige Erik Mikkelsen, der ikke før har prøvet kræfter med øko-kørsel.
Sofie Roikjer endte på en flot 9. plads og slog dermed sin far, Peder Roikjer, eftertrykkeligt.

Overraskende vinder af "længst på literen"

Vinderen af konkurrencen »Længst på literen« har aldrig deltaget i økonomi-kørsel tidligere.


Det er ikke så nemt endda at få en bil til at køre langt på en liter benzin. Men hvis først man har fået fod på det, så er det tilsyneladende ikke nogen større sag. Hos nogle er det et talent, der skal trænes og holdes ved lige, mens det hos andre åbenbart kommer sådan mere tilfældigt, eller som en hidtil uopdaget evne.

Vinder kører gammel Toyota
Det tænker jeg på en tidlig fredag morgen, mens jeg står ude hos Daugaard Biler på Rovsinggade og venter på vinderen af konkurrencen »Længst på literen«, som Berlingske Media har arrangeret i et samarbejde med Daugaard Biler og benzinselskabet Q8. På forhånd ved jeg, at vinderen, 72-årige Erik Mikkelsen, kører i en Toyota Carina af ældre årgang. Alligevel bliver jeg overrasket, da jeg ser en rød en af slagsen komme humpende i røg og damp i bogstaveligste forstand. Erik Mikkelsen konstaterer da også tørt, at der nok er et eller andet galt med den 19 år gamle Carina, og at den nok skal på værksted i nærmeste fremtid.Men ikke desto mindre har vi her den samlede vinder af to dages øko-kørselskonkurrence, der blev kørt 27. april og 4. maj.

Erik Mikkelsen har ikke tidliger deltaget i sådan en konkurrence.»Jeg så i avisen, at der var den konkurrence og tænkte, at det kunne være sjovt at prøve, og derfor tilmeldte jeg mig,« fortæller Erik Mikkelsen, der bor i Herlev.

Fulgte trafikstyrelsens råd
Han er særdeles overrasket, for godt nok fik han at vide, at han lå ganske godt, da benzinmængden blev gjort op, efter at han som sidste chauffør var kommet i mål, men at han ligefrem skulle vinde, det havde han ikke regnet med.
»Jeg forbedredte mig faktisk ikke ret meget, det eneste, jeg gjorde, var at læse lidt op på, hvordan man sparer på benzinen. Altså sådan noget som at slippe speederen og være lidt forudseende i trafikken. Der var vildt meget trafik, men det gik åbenbart meget godt alligevel,« siger Erik Mikkelsen.

Der er flere gode råd til, hvordan man sparer på brændstoffet her på siden, hvor vi har gengivet Trafikstyrelsens råd.

Klare regler
Ruten var på i alt 34 kilometer, og man måtte maksimalt bruge 45 minutter på turen. Herefter var der strafpoint minut for minut, der gik over tiden.
En del af de omkring 50 deltagere nåede ikke at aflevere bilen i tide og måtte tage imod straffepoint, mens den hurtigste klarede turen på blot 40 minutter.

Mange kørte over normen
En bilmodel er godtkendt med et ECE-tal, og det var det tal, chaufførerne var oppe imod. Deltagerne kørte nemlig i fem forskellige bilmodeller med forskellige ECE-målinger, og konkurrencen gik i al sin enkelthed ud på at køre mest muligt over ECE-tallet, hvis man ville være blandt vinderne.
Det var lidt under halvdelen af deltagerne ikke i stand til, men mange lå kun lige under, og der var forbavsende mange, der var i stand til at ramme over målet.

Urealistiske tal blev realistiske 
Normalt hører vi på redaktionen ofte om, at folk føler sig snydt, fordi en nyindkøbt bil ikke kan køre så langt på literen, som den står angivet til. Det modbeviser denne konkurrence langt hen ad vejen, for omkring halvdelen af alle deltagere formåede at forbedre ECE-tallet - nogle endda ganske væsentligt. Men de kørte naturligvis i øko-mode, og man skal som almindelig forbruger uden interesse for decideret økonomikørsel nok heller ikke regne med, at man rammer ECE-tallet i det daglige, men det beviser dog, at det kan lade sig gøre, hvis man prøver hårdt nok og opnår en vis træning i det. Vinderen, Erik Mikkelsen, præsterede at køre næsten en halv gang over normen, for hans forbrug på ruten fortæller, at den endte på 145,4 procent.

Konkurrence mellem deltagerne
Undervejs var der mange underkonkurrencer, f.eks. brødre, der kæmpede mod hinanden, fædre mod sønner og ven mod ven. Denne type konkurrence tiltrækker tilsyneladende flest mænd, når man kigger ned over deltagerlisten, men der var da også enkelte kvinder med. Sofie Roikjer hørte om konkurrencen gennem sin far og valgte at melde sig, selv om hun ikke har prøvet noget tilsvarende tidligere. Hun ville naturligvis gerne vinde - det gjorde hun nu ikke - men blandt et halvt hundrede deltagere er det også flot at komme på en niendeplads, og måske endnu bedre så slog hun sin far, Peder Roikjer, ret eftertrykkeligt.

Hovedpræmien på de 10.000 kroner var sponseret af benzinselskabet Q8, der også var ansvarlig for opmålingerne af bilernes forbrug.
Du kan se, hvor du endte i konkurrencen på daugaardbiler.dk.

De fem vindere
1. præmie Q8 gavekort
Værdi 10.000 kr.
Erik Mikkelsen 145,4 procent

2. præmie 4 Michelin Energy Saver dæk
Værdi 8.000 kr.
Claus Kjærulff 136,4 procent

3. præmie Mercasol rustbeskyttelse
Værdi 5.000 kr.
Yakup Pelit 132,6 procent

4. præmie Garmin bilnavigation
Værdi 3.000 kr.
Ole Frederiksen 132,3 procent

5. præmie 2 billetter til VM
i Speedway d. 28. juni
Philip Rønne Nielsen 132,1 procent

10 gode om energieffektiv køreteknik

Brems med motoren
Kør i et så højt gear som muligt
Kom hurtigt op i det rigtige gear
Vær forudseende - følg med
i trafikken
Tjek dæktrykket
Aircondition er dejligt
- men det koster
Afmonter tabagagebærer
og tagboks efter brug
Tøm bagagerummet
Brug instrumenterne
Kør ikke for hurtigt





Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Opret en gratis annonce.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her