Europas mest solgte bliver elektrisk
VW e-Golf koster omkring 290.000 kr. inklusive ladekabel. Dens rækkevidde er, takket være en standardmonteret varmepumpe, op til 190 kilometer.
Umiddelbart ikke til at se det, hvis ikke lige man ved det. Omdrejningstælleren er dog udskiftet med et »økometer«, så man kan se, om man kører fornuftigt, hvis viseren holdes i inden for det grønne felt, eller om man i det blå felt æder løs af strømmen.
Ved speederslip og nedbremsninger tilbageføres energi til batterierne.

Europas mest solgte bliver elektrisk

Den bedst sælgende bil i Europa, VW Golf, er på vej som elbil. Et teknologisk kvantespring er den dog ikke.


»Elbilen kommer«, er et udsagn, som også denne skribent har benyttet sig af. Og i sensommeren, når VW e-Golf træder ind i selskabet af eldrevne hverdagsbiler, vil der atter være grund til at bruge ordene.

Men selv om man med rette kan have store forventninger til Europas største bilproducent, er Volkswagen e-Golf ikke den milepæl, som man kunne håbe, at VW ville overraske positivt med, og som elbilerne har så desperat brug for.

For e-Golfens rækkevidde på op til 190 kilometer er ikke længere end de fleste eksisterende elbilers. Men grund til kippe med flaget er der dog, for med en pris omkring 290.000 kr. inklusive ladekabel er e-Golf nemlig prissat særdeles rimeligt i forhold til de benzin- og dieseldrevne Golf. Umiddelbart endda mere attraktivt prissat end e-Up, der med sin pris på 186.000 kr. er noget dyrere end benzin-Up og er bundet op på et højt udstyrsniveau.

Bilen.dk's brugtbilmarked:
Søg brugt VW Golf
Søg brugt Nissan Leaf
Søg brugt Renault Zoe

VW vælger at gøre e-Golf mere velegnet i vintervejr, da den som standard er udstyret med en varmepumpe, der normalt ville fordyre elbilen betragteligt. Varmepumpen er koblet til det elektriske varmeanlæg og airconditionanlæggets kompressor, og den øger bilens rækkevidde med op til 30 pct. i koldt vejr.

Men med en maksimal rækkevidde på 190 kilometer præsterer e-Golf altså ikke nævneværdigt bedre end lillesøster e-Up (op til 160 km), BMW i3 (130-160 km), og tysken må endda se sig slået af japanske Nissan Leaf og franske Renault Zoe, der lover op til 200 kilometers rækkevidde. BMW i3 koster fra 282.000 kr., Nissan Leaf fra knap 210.000 kr. og Renault Zoe fra 161.400 kr.

Den dyre Tesla S er, både hvad angår pris (fra 537.000 kr.) og rækkevidde (fra 390 km), i en liga hinsides de flestes formåen.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

Trods det ikke-teknologiske kvantespring kan man med e-Golf dog formode, at elbilerne får endnu et lille skub i retning af større udbredelse. For det første på grund af dens pris, dernæst fordi den ligner og er en fuldstændigt konventionel bil og altså ikke et designmæssigt misfoster, som mange af de første elbiler var.

e-Golf kan lades fra tom til fuld i en helt normal 220V-stikkontakt på 13 timer. I en ladeboks tager det otte timer, og med et såkaldt combostik, der koster ekstra, kan man på en hurtigladestation bringe e-Golf op til 80 procents kapacitet på en halv time. Hurtigladestationerne står firmaet Clever bag, og Clever er i færd med at udbygge sit net af ladestandere til at dække det meste af landet.

Den elektriske Golf yder 115 hestekræfter, og selv om bilen takket være de tunge batterier vejer cirka 300 kilo mere end en diesel-Golf, kan den accelerere fra 0 til 100 km/t på 10,4 sekunder. Dens drejningsmoment er på 270 Nm fra start, og tophastigheden er for at spare på strømmen og dermed forlænge rækkevidden reduceret til 140 km/t.

Den elektriske Golfs udstyrsniveau kendes ikke præcist - men importøren oplyser, at dens udstyr nogenlunde vil kunne sammenlignes med benzin- og dieselmodellernes Comfortline. Det vil sige, at den har 2-zonet klimaanlæg, fartpilot, lændestøtte og varme i forsæderne, midterarmlæn foran samt læder på rat og gearknop. Dertil navigationsanlægget Discover Pro. Hvilket altså betyder, at den bliver ganske veludstyret.

e-Golf introduceres i september.

Følg med i nyheder og tests på facebook


Skal du sælge din bil? Så husk du kan gøre det her