Skrappere sikkerhedskrav giver pote
Med det lille plus føjet til bliver bilens sikkerhed i øjeblikket ikke bedre. Blandt andre Mazda 3, Ford Fusion (kommende Mondeo-model i Europa), Honda Accord, Mazda 6, Subaru Legacy og Volvo S60 kan besmykke sig med "Top Safety Pick +".
I en amerikansk crashtest høster Mazda 3 topkarakteren "Top Safety Pick +", fordi den har et automatisk nødbremsesystem, og fordi den i den "lille" frontaltest, hvor 25 pct. af fronten træffer en betonblok med 64 km/t, klarer sig flot.

Skrappere sikkerhedskrav giver pote

For at få topkarakter i den amerikanske crashtest kræves systemer, der advarer mod kollision med forankørende og selv bremser ned. Seneste rapport viser, at bilproducenterne så småt honorerer de skærpede krav. Til bilisternes bedste.


Hvis en bil automatisk bremser for forankørende, vil antallet af ulykker, hvor en bil banker op bag i en bil, der holder stille eller kører væsentligt langsommere, reduceres med mindst 22 procent.

Langt færre vil dermed blive kvæstet, og udgifterne til såvel hospitaler, genoptræning og opretning af bilernes buler vil naturligvis også falde.

Derfor kræver de internationale NCAP-organisationer (New Car Assessment Programme), der tester bilers sikkerhed, at nye biler skal være udstyret med netop et automatisk nødbremsesystem AEB (Automatic Emergency Brake).

Den fælleseuropæiske Euro NCAP-organisation indfører så småt AEB-kravet i år, fra 2015 er AEB et krav for at kunne få topkarakteren fem stjerner i crashtest, og i USA, hvor sammenslutningen af forsikringsselskaber IIHS (The Insurance Institute for Highway Safety) bedømmer bilernes sikkerhed, får man i 2014 kun de højeste udmærkelse, hvis bilen har AEB.

IIHS giver karakteren "Top Safety Pick +" til de biler, der har AEB eller et system, der i det mindste visuelt og med lyd advarer den uopmærksomme fører om faren. Men for at få det lille plus efter karakteren skal bilerne også bestå en frontalkollision, hvor kun en fjerdedel af bilens front i førersiden træffer en betonblok med 64 km/t.

IIHS udfører, ligesom Euro NCAP, også den type frontaltest, hvor bilen rammer betonblokken med 40 pct. af fronten. Den "lille" frontal crashtest er unik for amerikanerne - den udføres ikke af Euro NCAP.

IIHS har besmykket 22 biler med "Top Safety Pick +", heriblandt den nye Mazda 3, Ford Fusion (kommende Mondeo-model i Europa), Honda Accord, Mazda 6, Subaru Legacy og Volvo S60.

"Vi gør det vanskeligere for bilproducenterne at opnå topkarakter," siger chefen for IIHS, Adrian Lund, til USA Today. "Med indførelsen af den "lille" frontaltest, hvor 25 pct. af bilens front træffer en betonblok, og med kravet om systemer, der nedsætter risikoen for kollisioner, er det naturligvis rimeligt at belønne de producenter, der honorerer kravene."

Mere sikkert at køre bil

Det automatiske nødbremsesystem, AEB, der i bytrafik bremser for forankørende, reducerer ifølge IIHS-forskning (2012) antallet af kollisioner med 22 pct., og supplerer man kollisionsadvarslen og AEB-systemet med intelligente fartpiloter, så det også virker ved højere hastigheder, reduceres risikoen for kollisioner med forankørende på motorveje med hele 42 pct., konkluderer et europæisk forskningsprojekt (EuroFOT).

Amerikansk forskning fra 2009 viser, at hver fjerde trafikulykke, hvor 25 pct. af bilens front træffer en modkørende, et træ eller andet, har dødelig udgang. Og derfor inkluderer IIHS den »lille« crashtest. Når kun 25 pct. af fronten træffes, belastes bilens hjørner og dermed overlevelseszonen, altså kabinen, på en anden måde, end når bilen rammer med 40 pct. af fronten. IIHS' lille crashtest gav i 2012 alvorlige bank til bl.a. Audi A4 og Mercedes-Benz C-Klasse og næsten lige så alvorlige bank til BMW 3-serie.

Allerede eksisterende, men endnu ikke udbredte, landevindinger, så livet som bilist bliver stadig mindre risikabelt, omfatter bl.a. aktive assistenter, der holder bilerne inden for vognbanelinjerne, systemer, der får bilen til at følge forankørende i tæt og langsom trafik, systemer, der overvåger tværgående trafik både foran og bagved bilen, og systemer, der i mørke genkender levende væsener.



Topkarakter

22 biler får karakteren "Top Safety Pick +" af amerikanske IIHS (The Insurance Institute for Highway Safety). Ikke alle biler findes på det europæiske marked, og der vil muligvis skulle tages forbehold, men her er den komplette oversigt. Læs mere på www.iihs.org og søg på "Top Safety Pick".

Honda Civic 4-dørs

Mazda 3 (produceret efter oktober 2013)

Toyota Prius (produceret efter november 2013)

Ford Fusion

Honda Accord 2-dørs

Honda Accord 4-dørs

Mazda 6

Subaru Legacy

Subaru Outback

Infiniti Q50

Lincoln MKZ

Volvo S60

Acura RLX

Volvo S80

Mazda CX-5 (produceret efter oktober 2013)

Mitsubishi Outlander

Subaru Forester

Toyota Highlander

Acura MDX

Mercedes-Benz M-Klasse (produceret efter august 2013)

Volvo XC60

Honda Odyssey




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Du kan oprette en gratis annonce med ét billede.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her