En legende fylder rundt
Layoutet har ikke ændret sig markant siden 1963. Akselafstanden er vokset lidt, ellers ligger motoren stadigvæk bagi, bagsædet har plads til et par børn og  den faldende taglinje er bevaret. Alligevel er alt ændret, og på detaljeniveauet har Porsche gjort et grundlæggende uhensigtsmæssigt hækmotordesign til en klassevinder.
BÆSTET - Porsche 911 Turbo fra 1991 (type 964) er en gennemført farlig cocktail. En turbo med fuldfed ketchupeffekt og  intet ESC gør kurvekørsel  til en adrenalinfremkaldende affære.
PERFEKTIONISTEN - Porsche 911 GT3 fra 2013 (type 991) er seneste trin på 911’erens evolutionære stige mod det perfekte. En gennemført hårdtslående sportsvogn, der samtidig er brugbar som en almindelig Golf.
KLASSIKEREN - En ren basis 911’er fra 1976 med luftkølet boxermotor. Elegant og arketypen på en gennemført vellykket klassiker.
KLASSIKEREN - En ren basis 911’er fra 1976 med luftkølet boxermotor. Elegant og arketypen på en gennemført vellykket klassiker.
Layoutet har ikke ændret sig markant siden 1963. Akselafstanden er vokset lidt, ellers ligger motoren stadigvæk bagi, bagsædet har plads til et par børn og  den faldende taglinje er bevaret. Alligevel er alt ændret, og på detaljeniveauet har Porsche gjort et grundlæggende uhensigtsmæssigt hækmotordesign til en klassevinder.

En legende fylder rundt

Vi fejrer Porsche 911s 50 års fødselsdag med en tur ned ad Mindernes Allé i en Coupe fra 1976, en Turbo fra 1991 og en GT3 fra 2013. Klassikeren, bæstet og perfektionisten.


Porsche 911 er legenden, der overstråler alle andre på den internationale sportsvognsscene. Siden introduktionen i 1963 har den været sikker på en plads i bilnørders virtuelle top tre garage verden over. Du ved - den der ender enhver bildiskussion, som er startet med sætningen: »Hvis nu du ikke skulle tænke på pengene…«

Ofte holder den der i fantasigaragen parkeret sammen med en Ferrari og en Lamborghini. Men mens fuldblodsitalienerne har skiftet form, format og model over årene, har 911 holdt fast i sig selv. For grundkonceptet har været det samme altid. Det elegante coupeformat, det lille bagsæde og boksermotoren helt ude i hækken. Det virkede i 1963, og det virker i dag. Og det er derfor, den fortjener betegnelsen legende.

Bilen.dk's brugtbilmarked:
Søg brugt Porsche 911
Søg brugt Porsche Cayenne
Søg brugt Porsche Boxter

I år fylder den 50 år, og vi kigger tilbage med en tur i en gammel, en ny og en af de livsfarlige 911'er, for at fejre jubilæet og fortælle historien om sportsvognen over alle sportsvogne.

Raspende 76'er
Det er totaloplevelsen, der overbeviser. Det er den, der tvinger mine smilerynker frem. Stedet er Sydsjællands krogede sogneveje, og bilen er en 911 Carrera fra 1976. En coupeudgave der stort set står, som da den forlod fabrikken. Motoren rasper tørt og veloplagt. Det er datidens basis 911'er med en sekscylindret boksermotor på 2,7 liter, der yder 165 hk. Det lyder ikke af alverden til en bil på over 1.000 kg. Men måden motoren tager fat på, det arbejde, der skal lægges i at få gearstangen sikkert og solidt fra 1. til 2. gear, og bremsernes træge greb aktiverer alle sanser.

Inklusiv lugtesansen, for den lugter af klassisk vogn. Af olie og brændstof. Den leverer en totalstimulation af alle mine bilentusiastsanser. Den er hurtig, udfordrende og gudesmuk. Det er en G-model, der i skrivende stund er den billigste vej til et 911-ejerskab. Men det kan snart ændre sig, da priserne er for opadgående. De store gummikofangere har givet den et visuelt handicap sammenlignet med 60'er-modellerne med kromkofangerne.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

Men tiderne skifter, og det samme gør automobilmoden. Om de er deciderede klædelige kan diskuteres, men af uransagelige årsager virker designet mere besnærende nu end for bare et par år siden. Men det er og bliver fornemmelsen af at være iført en 911'er, der får bilentusiasten til at strutte af fryd. Fornemmelsen af den tunge bagende, den hæse lyd fra den luftkølede boxermotor, instrumentbordet med de fem store analoge ure, hvoraf det centrale naturligvis er omdrejningstælleren. Styringen går tungt, og gearet er stramt, men når bilen får lidt fart på, bløder den op. Og fordi den »kun« har 165 hk, bliver den aldrig rigtig farlig på tør vej. Bare spændende. Og det er her, tankerne løber ned ad Mindernes Alle.

Turbobæstet
For et par år siden prøvede jeg en 911 Turbo fra 1991, og den leverede - uden sammenligning - den mest intense 911-oplevelse, jeg nogensinde har haft. Modellen var den sidste uden elektroniske hjælpemidler, og næstsidste af de luftkølede 911'ere. Men det, der gjorde den intens, var en turbo, der leverede ketchupeffekt, så håret rejste sig. Det sidste ejeren sagde, inden jeg trillede afsted var: »…og Henrik, husk nu, at når turboen rigtigt leverer ved lige over 3.000 o/min. Så hold fast i rattet og hav forhjulene pegende ligeud.«

Og guderne skal vide, at han havde ret. Den lavede hjulspin i tredje gear med 110 km/t, når turboen trådte i karakter. På tør vej. Lav samme stunt med at miste vejgrebet pga. turboboostet på vej igennem et sving, og du er flyvende. I bogstaveligste forstand. Forestil dig, at du svinger en sok med en tennisbold over hovedet, og så pludseligt giver slip. Adios amigo. Det er intet under, at særligt de gamle Turbo-modeller blev kaldt for gentlemans-ligkister. Oplevelsen var ubeskrivelig. Både fordi bilen havde 320 hk, og derfor var seriøst hurtigt, men også fordi du vidste, at faren lå og lurede under højrefoden.

Se også: Her er verdens dyreste bil

Kun den ligeledes turbofodrede Ferrari F40 har aftvunget samme ærefrygt, respekt og angst, som den rå og brutale 911 Turbo. Den er helt klart den utilpassede rod blandt oceanet af forskellige 911-modeller, der gennem 50 år har set dagens lys. Men som den sidste model uden elektriske sikkerhedsbarnepiger med luftkølet motor, indtager den en særlig plads i de mere hardcore entusiasters begejstringsunivers.

Brutal og raffineret
Men bare fordi de moderne 911'ere har fået vandkøling og hele arsenalet af elektronisk sikkerhedsudstyr, så betyder det ikke, at de er blevet bedøvet og kedelige. Porsche har formået at holde gang i den ild, der fyrer op under gryden med køreintensitet, og i ingen model står det klarere, end i den nyeste GT3 fra 2013. En pointe den slog fast i sommers på en tur gennem Schwarzwald. Den kombinerer det klassiske design med en potent racertunet udgave af den seneste generation 3,8 liters boxermotorer, der i GT3 yder 485 hk og først rammer omdrejningsbegrænseren på den anden side af 9.000 o/min.

Det er en lynhurtig vogn, der rammer 100 km/t på 3,5 sekunder, og leverer en lige-i-smasken intens køreoplevelse. Bilen er samtidigt begavet med alskens teknisk lir - fra baghjulsstyring til en vanvittig hurtig skiftende 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Uden at det er gået ud over den puritanske køreglæde. Den er noget af det mest raffinerede racerværktøj, jeg har prøvet, og hvis Porsche ikke bryder sin lange tradition for holdbar mekanik, så kan den også tåle at blive brugt til det, den er bygget til. Og så er den ikke på samme måde farlig som turboen fra 1991.

Se også: Jaguar i offensiv blandt firmabilisterne

Som i coupeen fra 1976 er totaloplevelsen unik. Farten, fornemmelsen af at være direkte forbundet med vejen og bilens unikke design, går også her op i en højere enhed. Alting går bare tre gange så hurtigt. Det er som at gå fra gokart direkte over i en Le Mans bil.

911 ER Porsche…
I 50 år har 911-betegnelsen været garant for noget helt unik. Den ægte sportsvognsoplevelse kombineret med hverdagsduelighed og en historie, der år for år bare er blevet bedre, rigere og mere fascinerende. Fra de første modeller i midttresserne, der dybest set blot var en videreudvikling af forgængeren 356, over 70'erne hvor den første Turbo-version kom, og gjorde Porsche i stand til at konkurrere med fuldblodsitalienerne på præstationer.

Det var også i 70'erne den tiltænkte afløser 928 måtte erkende, at den ikke magtede at fylde 911'erens sko ud, og årtiet bragte de uklædelige gummikofangere med sig. G-modellen fra 1974 leverede basisopskriften til 911-programmet helt frem til 996 kom i midten af 90'erne, og flyttede bilen teknisk set hen til dørtærsklen til det nye årtusind.

I dag er det 996, der er på vej til at få prædikatet uklædelig, med sine sære forlygter den i øvrigt deler med Boxster fra samme årgange. Men den er samtidigt billigste vej til en brugbar hverdagsporsche, du kan køre og bruge, som en almindelig Golf.

Se også: Lamborghini stikker til søs

I de seneste 10-15 år er udviklingen gået vanvittigt hurtigt. Fra at have været lukningstruet i starten af 90'erne, har Porsche med modeller som Boxster og Cayenne tjent styrtende med penge, og det er kommet udviklingen af flagskibet 911 til gode.

Der findes næppe en mere helstøbt og potent sportsvogn i 2013, end en 911'er. Den leveres til alle temperamenter med motorer, der yder fra 350 hk til 560 hk og i karosserivarianter, der spænder over Coupe, Cabriolet og Targa. Den fås både med baghjulstræk og firehjulstræk, og i virkeligheden er det kun den dieseldrevne 911 stationcar vi har til gode, før alt er prøvet i 911 universet.

Og dem har vi i virkeligheden set, for både Porsche Cayenne og Porsche Panamera har plads og dieselmaskineri, og de låner så kraftigt fra 911'erens designmanual, at de i virkeligheden ingen selvstændig designfilosofi ejer. Så stærkt et visuelt brand er 911, at fabrikken ovenpå en række fejlskud (924, 928 og 944) dybest set ikke tør lave en ny Porsche, uden at den ligner en 911'er. Det havde Ferdinand »Butzi« Porsche næppe regnet med, da han i 1959 tegnede den første skitse.

911 er sjælen i alt, hvad Porsche gør, og med 50 år på bagen, hører den stadigvæk til helt forrest i feltet af sportsvogne. Stadigvæk med hækmotor, stadigvæk med samme profil, og stadigvæk med samme navn.

FLERE NYHEDER - besøg os på Facebook!



Porsche 911 i tal

Produktionsår: 1963 til nu
Produktionsantal: Over 820.000 biler
Højeste årsproduktion: 2007 med 38.922 biler
Laveste årsproduktion: 1965 med 1.708 biler
Største (L/H/B): 451/129/188 cm - 911 Turbo S årg. 2013
Mindste (L/H/B): 416/132/161 cm - 911 Coupe årg. 1963




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Opret en gratis annonce.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her