Lej din bil ud

Lej din bil ud

Det meste af tiden står vores biler ubenyttede hen. Internetfirmaet MinbilDinbil har set en mulighed og formidler privat udlejning med fuld forsikring.


I gennemsnit holder privatbilen hjemme i carporten i 96 procent af dens levetid.

Så hvorfor ikke leje den ud til din nabo, der ikke har bil?
Udlejning af privatbiler giver god mening. For det første kan bilejere tjene en sum på det. For det andet kan dem, der ikke har bil, leje en bil efter behov og til en fornuftig pris - det er billigere for dem, da de således ikke behøver købe en bil. For det tredje kan der være miljømæssig fordel - færre biler vil alt andet lige betyde en reducering af forureningen, med mindre de »billøse« bliver så grebet af ideen, at de kommer til at køre meget mere i bil, end de ellers ville have gjort. F.eks. via traditionel biludlejning eller via en etableret delebilsordning.

Firmaet MinbilDinbil, der er 100 pct. internetbaseret, lancerede ordningen i august og oplyser, at der nu er tilknyttet omkring 150 bilejere, som lejer biler ud. Målet er i løbet af et år at have 1.000 biler til udlejning og 50.000 registrerede brugere på hjemmesiden.

Mikael Eriksen på Nørrebro i København lejer sin Peugeot 207 SW ud:
»Jeg så på Facebook, at MinbilDinbil søgte bilejere, og jeg tænkte, at dér var en oplagt mulighed for at tjene penge på sin bil. Min bil står stille 75 procent af tiden - nogle gange skal jeg bruge den i forbindelse med mit arbejde, men ellers bruger vi den mest, når vi kører i sommerhus.«
Mikael Eriksens Peugeot er fire år gammel, og han har ingen betænkeligheder ved at leje den ud.

FLERE NYHEDER - besøg os på Facebook!

»Konceptet er jo i orden med forsikring, hvis der skulle blive noget. Og jeg er ikke specielt øm over min bil - det skal man ikke være, når man bor på Nørrebro - så det med at andre kører rundt i min bil, tager jeg stille og roligt,« siger Mikael Eriksen.

De gange, Mikael Eriksen har lejet sin bil ud, har lejerne vist sig at bo meget tæt på, og i de foreløbigt tre tilfælde er det forløbet helt uden problemer. Mikael og lejeren er i kontakt via internettet, hvor man kan danne sig et indtryk af hinanden, og de mødes ansigt til ansigt, når nøglerne skal overdrages.
Mikael Eriksen regner med i gennemsnit at leje sin bil ud fire gange om måneden.
»Og hvis det kan give mig et månedligt nettotilskud på 1.000 kr. til de udgifter, jeg har til bilen, er det fint,« siger han.
Brugerne af MinbilDinbil - såvel udlejere som lejere - skal opfylde en række formalia for at være med.
For udlejeren gælder bl.a., at bilen skal være en privatbil, den må højst have en handelsværdi på 400.000 kr., ikke være ældre end 15 år og højst have kørt 250.000 km.

For lejeren gælder bl.a., at hun/han skal være mindst 21 år gammel og have haft kørekort i tre år, og at den lejede bil kun benyttes inden for Danmarks grænser.
MinbilDinbil har en aftale med GF Forsikring, der står for en obligatorisk ansvars- og kaskoforsikring på bilen. Inklusive en selv-risiko for lejeren på 5.542 kr.
Praktisk fungerer det sådan, at bilejeren lægger sin bil op på MinbilDinbils hjemmeside med diverse oplysninger om bilen, eventuelle fotos og pris. Lejerne kan så via hjemmesiden kontakte udlejeren med dato for leje. Udlejeren kan afvise henvendelsen, hvis datoen ikke passer, eller hvis udlejer ikke finder lejer tilstrækkeligt tillidsvækkende.

Når aftalen er på plads, indbetaler lejer den aftalte pris via netbetaling (kreditkort) til MinbilDinbil, og parterne aftaler tidspunkt og sted for overdragelse og tilbagelevering af bilen. Når udlejer og lejer mødes, underskrives lejekontrakten, og ved endt lejeperiode overføres udlejerens del af beløbet til udlejerens konto, mens MinbilDinbil tilbageholder et servicegebyr, der bl.a. dækker forsikring, autohjælp og administration. Ved såvel start som slut skal bilen være fuldtanket.
Fællesskab er nøgleordet for MinbilDinbil. Kerneværdierne er, som det formuleres, »tillid mellem mennesker, ærlighed og bedre relationer mellem naboer«.
MinbilDinbil sikrer sig brugernes identitet, inklusive bl.a. kørekortnummer og kreditkortoplysninger.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

Både udlejere og lejere skal via den kontakt, MinbilDinbil har formidlet på Facebook eller på andre sociale medier, og via den kontakt de har direkte, ansigt til ansigt, være helt sikre på, at »ham vil jeg gerne leje min bil ud til«, og »hans bil tør jeg godt leje«. Såvel udlejer som lejer kan annullere lejeaftalen, men sker det kort tid før lejeperiodens begyndelse, vil der være et administrationsgebyr.
Derfor anbefaler MinbilDinbil, at både bilejer og lejer ser hinanden nøje an, at udlejer er præcis omkring sin bil, og hvad den må bruges til - må der f.eks. ryges i bilen, må lejer have dyr med osv. Og at udlejer og lejer sammen tjekker bilen for eventuelle skader m.m. inden overdragelse af nøglerne, og at de gør det samme efter endt lejeperiode.

Læs mere på MinbilDinbil.dk

Priser og skatter

Bilejeren sætter i princippet den udlejningspris, hun/han vil. MinbilDinbil kan rådgive om priserne.

Ved et kig på MinbilDinbils hjemmeside kan man se, at prisen typisk svinger fra 250 kr. pr. dag til op mod 600 kr., afhængig af mærke og model, størrelse og alder.

Bilejeren skal beskattes af det, hun/han tjener. MinbilDinbil er i færd med at udarbejde en præcis guide til brugerne, som de skal benytte ved udfyldelsen af selvangivelsen.

MinbilDinbil oplyser, at det, »bilejeren tjener, skal modregnes de udgifter, bilejeren har på det, vedkommende tjener. Hvilket passer meget godt på kilometerfradraget, der normalt er 3,80 kr./km (inkl. brændstofudgifter). Dét, bilejeren efterfølgende har tjent, er kapitalindkomst, der skal opgives til skattemyndighederne«.


Skal du sælge din bil? Så husk du kan gøre det her



Fakta Om MinbilDinbil

Ideen om at bruge internettet som markedsplads og leje sin privatbil ud til folk i nabolaget er et koncept a la Airbnb.com. I fjor benyttede fire mio. brugere Airbnb til at leje ferieboliger - boligerne er stillet til rådighed af private, og Airbnb skaber med faste regler og mod en lille kommission tryghed og bringer udlejer og lejer sammen.

MinbilDinbil er ejet af Founders A/S med hovedsæde på Indiakaj i København. Direktør er Stefano Zorzi. Founders A/S er stiftet og ligeligt ejet af:

Kirkbi Invest A/S i Billund, ejet af Kirk Kristiansen-familien (Lego). Administrerende direktør (CEO): Søren Thorup Sørensen, tidligere finansdirektør hos A.P. Møller - Mærsk A/S.

William Demant Invest A/S med hovedsæde i Smørum, et selskab under William Demant Holding A/S, der producerer og sælger høreapparater gennem bl.a. Oticon (Oticon Fonden er hovedaktionær i William Demant Holding A/S). Administrerende direktør: Niels Jacobsen, bestyrelsesformand i bl.a. Lego A/S og vicebestyrelsesformand i A.P. Møller - Mærsk A/S.
Bestseller A/S, familieejet (Holck Povlsen) tøjfirma med bl.a. mærkerne Jack & Jones, Vero Moda og Outfitters Nation. Administrerende direktør: Anders Holch Povlsen.