Spar penge på bilen online

Spar penge på bilen online

Det kan godt betale sig at konsultere internettet ved køb af bil for at få det bedste bud. Men når bilen skal synes, på værksted eller have nye dæk, er der også penge at spare.


I de gode gamle dage for ikke særligt mange årtier siden var det, at eje en bil ensbetydende med en lang række personlige kontakter. Bilens indkøb var en alvorlig sag. Målt i faste priser var en bil dengang en større udskrivning end i dag. Ofte kom forhandleren personligt hjem til kunden med prospekter, data og oplysninger om leveringstid, farvevalg m.v.

Når bilen var købt, gik der blot 500 til 1.000 kilometer, før den skulle til første service. Typisk hos den bilforhandler, der havde solgt den fra ny, men i mange andre tilfælde hos et værksted, som familien havde brugt i lang tid og havde tillid til.

Se også: Her er verdens dyreste bil

Twist og drikkepenge
Den første menneskelige kontakt efter købet var optankningen hos en servicestation. Her betjente en tankpasser i kedeldragt med twist i baglommen pumperne og afsluttede som minimum et kundebesøg med rengøring af forruden.

Tankpasseren havde et vågent øje for småskavanker ved køretøjet. Slidte viskerblade, for lidt luft i dækkene eller en overbrændt glødepære blev skiftet på stedet med forventning om lidt drikkepenge. Egentlige reparationer var en opgave for det værksted, som man altid brugte. Folkene her puslede bilen gennem dens automotive liv, indtil den enten skulle skiftes ud eller skrottes. I første tilfælde vandrede man ned til det lokale dagblad, hvor annoncesælgeren flikkede en salgstekst sammen, som han havde gjort så mange gange før.

»Den er så godt som solgt,« lød afskedsreplikken typisk dengang i Haderslev for 30 år siden, da min far skulle sælge sin Volvo.

Spar tid og penge online
I dag er alt forandret. De mange personlige kontakter er afløst af diverse internetsites, der letter og billiggør din tilværelse som bilejer fra flot til skrot.
Du kan selvfølgelig stadig købe bilen på den gammeldags måde hos forhandleren nede om hjørnet, men vil du have optimal rabat, kan det anbefales at besøge nettet først. Restlagre udbydes, og hos f.eks. bilrabat.dk kan du høste fordelen ved, at onlinefirmaet køber i bundter og dermed opnår den størst mulige rabat. »Vi køber hos forhandlerne på normal vis men i større antal, og vi har altid fokus på eventuelle restlagre, der skal sælges, f.eks. inden en ny model indfases«, siger Jørgen Staal fra bilrabat.dk.

Kampagner
En anden metode til billigere køb er at beskrive bilen, som du ønsker, i en mail, som du med et klik sender til samtlige forhandlere. En af mine venner sparede 40.000 kr. fra dyreste til billigste tilbud på denne måde. Til gengæld måtte han hente bilen ca. 100 km fra sin bopæl.

Se også: Der er ventetid på drømmebilen

Endelig kan du gå ind på bilimportørernes respektive hjemmesider og lede efter kampagnetilbud. Det er som regel biler, der mod en beskeden merpris er proppet med ekstraudstyr.

Tjek for restgæld
Når du har fundet en bil, bør du nok engang starte computeren. Nu for at undersøge om der er restgæld i køretøjet. Det foregår hos Tinglysning.dk, og du skal have stelnummeret ved hånden. Hos nummerplade.net rækker registreringsnummeret. Men stelnummeret er det sikreste.

Billige serviceeftersyn
Når bilen er købt, kan man i dag køre op til 30 gange længere før første serviceeftersyn, end min far kunne i sin Volvo 144. Til gengæld er prisen for service en helt anden, og derfor kan der være sund fornuft i endnu engang at konsultere internettet via en såkaldt værkstedsportal, der sender serviceydelsen i udbud. I dag skal bilen synes første gang efter fire år og efterfølgende hvert andet år. Du kan selvfølgelig køre ned til nærmeste værksteds-godkendt til bilsyn - der er næsten 300 af dem spredt ud over hele landet, men også her er der penge at tjene ved at tænde computeren. Et kig ind hos sitet Bilsynspriser.dk viser voldsomme prisforskelle. Fra 250 kr. til 550 kr. Og man behøver sjældent køre mange kilometer for at få den billige vare. Selvfølgelig skal man stole på den synende virksomhed. På nettet hos Trafikstyrelsen kan du se, om der er kritikpunkter rejst mod virksomheden. I værste fald kan virksomheden miste sin autorisation til bilsyn.

Konkurrence på pris
Værkstedsportaler er ikke populære alle steder. Mange reparatører opfatter dem som prispressere. Andre ser det positive i, at værkstedet hurtigt kan hente kunder ved at fire på prisen f.eks. i perioder, hvor der er meget stille på værkstedet. Under alle omstændigheder oplever værkstedsportalerne, hvoraf autobutler.dk er den største, eksplosiv popularitet. Autobutler har eksisteret siden 2010 og har i den tid formidlet 100.000 opgaver.

Se også: Her er de bedste vinterdæk

I 2012 gik Autobutler til Sverige, og i de to lande har firmaet tilsammen formidlet værkstedsopgaver for mere end 115 millioner kroner til portalens knap 1.200 tilmeldte værksteder. Netop nu er firmaet ved at åbne i Tyskland, og sigtekornet peger efterfølgende på England, Norge og Holland.

Find billige dæk og reservedele
Næsten alle reservedele kan hentes til lave priser på nettet. Er du ikke bange for brugte stumper, har de danske ophuggere et internetsamarbejde, således at den stump, du ikke finder hos den lokale hugger, toner frem på skærmen hos en kollega.

Dæk er et kapitel for sig. En lang række sites kæmper om at levere autogummi til de laveste priser. Et godt sted at starte er daekonline.dk. Dækkene sendes til dig eller en reparatør, og via omtalte værkstedsportaler kan du finde frem til et godt tilbud på montering og afbalancering. Vedr. køb og salg af brugte biler byder et væld af onlinefirmaer sig til. Nogle er gratis. Andre ikke.

Der er tusinde af internetadresser, der kan gøre din hverdag som bilejer lettere og billigere. Her er nogle af dem.

Værkstedsportaler
Autobutler.dk
Autopristjek.dk
Autotilbud.dk
 
Bilsyn
Bilsynspriser.dk (Klik ind på kortet og find billigste synshal i dit område)
Borger.dk./bilsyn. (alt om frister regler osv.)
Trafikstyrelsen.dk (liste og oplysninger om alle synshaller i Danmark)
 
Køb/salg af brugt bil
BilZonen.dk
Autocom.dk
Biltorvet.dk
Bilsalg.dk
Autobid.dk
Dba.dk
Bilpriser.dk
Autouncle.dk
Bilbasen.dk
123auto.dk
 
Nye bilers totaløkonomi - Brugte bilers restværdi
Bilbasen.dk
 
Tjek for restgæld
Nummerplade.net
Tinglysning.dk
 
Billige dæk
Daekonline.dk
QuickPot.dk
Sortedaek.dk
Euromaster.dk
Sds.dk
Wheelsshop.dk
Daek24.dk
Daekbutikken.dk
Nordendaek.dk

Leasingbiler
Alm. Brand Leasing
Easyfleet
Fleggaard
Nordania
BMC Leasing A/S
Leasingbiler.dk

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev



Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Du kan oprette en gratis annonce med ét billede.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her