Når bedre bliver bedst
GT'ens hatchback-linjer fuldender modeludbuddet i 3-serien. BMW's designere er efter denne skribents mening sluppet ganske godt fra udfordringen. Under alle omstændigheder er brugsværdien enorm.
BMW 3 GT er et helt nyt medlem af 3-familien. De 20 ekstra centimeter i længden og de otte cm i højden gør den utroligt rummelig. Trods størrelse og vægt (plus 75 kilo i forhold til stationcar) er køredynamikken stort set intakt.
Klassisk BMW-førerplads. Nøgtern og ikke specielt prangende. Men utroligt velfungerende. Det 8-trins automatgear koster godt 38.000 kr. En høj pris, men så får man også en af verdens bedste automatgearkasser.
På bagsædet er der langt bedre plads end i sedan og stationcar. Hér sidder tre voksne mageligt over længere ture.
De rammeløse ruder er med til at signalere coupé og sport.
Bagagerummet er på 520 liter. Bagsæderyglænet kan foldes ned i tre tempi.

Når bedre bliver bedst

Den helt nye BMW 3 GT er 3-seriens allrounder. Den variant, der giver mest valuta for pengene.


Forventningerne til en BMW vil altid være høje. Sådan er det bare, når man er et premium-mærke.

Således er også forventningerne til BMW's helt nye model, Gran Turismo-udgaven af 3-serien, kaldet GT.

Nu har jeg imidlertid ikke et særlig varmt forhold til storebror 5 GT, som jeg ganske enkelt finder for uelegant. Grænsende til klodset. Derfor blev 320i GT modtaget med en vis portion forudindtaget skepsis, da den rullede ind i testgaragen.

Brugtmarked:
Søg brugt BMW 3-Serie
Søg Brugt Audi A5
Søg brugt Mercedes C-Klasse

Såvel 3-serien sedan som stationcar oser af dynamik og køreglæde og har i min optik en ideel størrelse. GT'en er med sine 482 centimeter 20 cm længere end Touring (stationcaren), to cm bredere og hele otte cm højere (151 cm). Vokseværket går heller ikke upåagtet hen over badevægten, der registrerer et plus på 75 kilo.

Dynamisk og rummelig

Nu er vurderingen af al slags udseende en helt igennem subjektiv størrelse, ved det godt, men efter et par gåture omkring 3 GT'eren beslutter jeg, at BMW's designere faktisk har løst opgaven. Nuvel, den er ikke spændstig og stram som Touring, men det er faktisk lykkedes at skabe en bil, der forener størrelse med en vis dynamik. Hvilket langt fra er en selvfølge.

Dynamikken bliver yderligere understreget bag rattet. Den køreglæde og komfort, som kendetegner 3-serien, er intakt i 3 GT på en måde, som kun de bedste ingeniører er i stand til videreføre. Som i de to andre i 3-serien ligger GT'ens motor foran på langs, men med tyngden og gearkassen bag forakslen. Resultatet er en ligelig vægtfordeling mellem for og bag, og sammen med baghjulstrækket giver det også hér inspirerende og vellykkede køreegenskaber, hvor drivlinje og styretøj spiller fornemt sammen.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

Testbilens motor er den mindste benziner, altså en 4-cylindret 2-liters med turbo, der præsterer 184 særdeles veloplagte hestekræfter. Momentet på 270 Nm udfolder sig allerede ved 1.250 o/min og bliver ved helt op til 4.500. Gearkassen er i standardtrim en fremragende 6-trins manuel, testbilens er BMW's velfungerende - en af verdens absolut bedste - automatgearkasse med otte trin. Til 38.314 kr.

GT'ens anvendelighed er i forhold til lillebrødrene øget betragteligt. Vokseværket mærkes tydeligt i kabinen - de 20 ekstra centimeter i længden har givet 11 cm mellem akslerne, og bagsædet rummer, i modsætning til det ikke-imponerende i sedan og stationcar, uden problemer tre voksne.

Bagagerummet er stort, 520 gedigne liter (495 liter i stationcar), bagsædernes ryglæn foldes fremover med et snuptag, og selvom den store bagklap åbner fra kofanger og himmelhøjt, må man leve med en relativt høj læssekant. Til gengæld er bagklapautomatik en del af standardudstyret: Har du nøglen i lommen, stikker du blot foden ind under kofangeren, og bagklappen går op.

Man kan stadig undres over, at man i en bil til over en halv mio. kroner skal betale ekstra for f.eks. regnsensor og fartpilot. Og metallak til herligheden står i - chok (!) - over 18.000 kr. Dét er vildt.

Et mirakel

Men sådan er det, når man hedder BMW og udkommer i afgiftsplagede Danmark. Sammenlignet med 3-serie Touring koster GT knap 36.000 kr. mere, og for de penge får man altså meget brugsværdi. Uden at sætte nævneværdigt til på dynamik-kontoen.

Forbruget er det samme - 16,1 km/l - og jeg må, da 320i GT forlader testgaragen efter en uges grundig efterprøvning, medgive, at det tyske premium-mærkes folk alt i alt har udført et mirakel.

Mit hjerte banker stadig varmest for sedan og stationcar, men 3 GT er nok, med al den objektivitet jeg kan opbyde, samlet set den bedste pakke i serien.

FLERE NYHEDER - besøg os på Facebook!



BMW 320i Gran Turismo aut.

Pris inkl. levering: 577.994 kr.

Sikkerhed Euro NCAP): Ikke testet

Mål (længde/bredde/højde): 482/183/151 cm

Bagagerum: 520-1.600 liter

Køreklar vægt/last: 1.635/495 kilo

Påhæng u/m bremser: 695/1.500 kilo

Motor: R4, 1.997 cm3, turbobenzin, 16V.

Effekt: 184 hk v. 5.000-6.250 o/min

Drejningsmoment: 270 Nm v. 1.250-4.500 o/min

Transmission: 8 trins aut.

0-100 km/t: 7,9 sek.

Tophastighed: 229 km/t

Forbrug/EU-norm: 16,1 km/l

CO2-udledning: 145 gram/km.

Årlig ejerafgift: 1.660 kroner

Garanti (mek/lak/rust): 2/3/12 år

 

Standardudstyr bl.a.: 6 airbags, ESC-antiskrid m.m., 5 selehuskere, stop-start automatik, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk åbning og lukning af bagklap, elektrisk justerbare sidespejle m. varme, højdejusterbare forsæder med varme, læder på rat og gearknop, midterarmlæn for og bag, ratbetjent cd-radio m. aux- og usb-indgang og 6,5 tommer farveskærm, håndfri telefoni, 17 tommer alufælge.

 

Ekstraudstyr bl.a.: Metallak (18.431 kr.), regnsensor (2.852 kr.), Business-pakke Advanced med bl.a. navigationsanlæg og fartpilot (24.995 kr.), xenonlygter (15.578 kr.).




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Du kan oprette en gratis annonce med ét billede.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her