Elbilerne kommer
BMW i3 er første elektriske skud fra BMW. En lille bybil med plads til fire og til ca. 285.000 kr. Senere kommer sportsvognen i8.
Ingen journalister fik lov at køre bilen, men man kunne få en tur i passagersædet.
Deres udsendte i Frankfurt ved "sin" VW e-Up. Den lille elbil er en underholdende sag at køre rundt i, og den kan alt det - og mere til - som den benzindrevne kan. Bortset fra at kunne køre længere end 160 kilometer på en opladning. En sammenlignelig Up koster omkring 155.000 kr., e-Up kommer til at koste ca. 190.000 kr. Til gengæld er udgiften til elektricitet den halve af udgiften til benzin.
Elmotoren yder 60 kWh.
Førerens udsigt i VW e-Up. I midten speedometret, der viser ved hvilke hastigheder, der tænkes blåt - "Think Blue" og "Bluemotion" hedder økonomikørsel på VW-sprog. Til højre elmåleren, til venstre omdrejningstælleren, der viser, hvornår man bruger strøm, og hvornår man med motorbremsning eller opbremsning genererer strøm til batteriet.
Den blå farve er særlig for i-modellerne. Ellers er kabinen ganske meget BMW-agtig.

Elbilerne kommer

Biludstillingen i Frankfurt er et bevis på, at elbilerne de kommende år bliver den del af vores hverdag. Producenterne satser, og resultaterne kan ses nu.


»Ulven kommer«, råbte drengen, der vogtede fårene. Så ofte, at folk til sidst ikke troede på ham.

»Elbilerne kommer«, råber producenter, politikere og journalistisk godtfolk. Så ofte, at folk til sidst heller ikke tror på nogen af os.

Men det bliver skrevet igen, lige hér. Om end udgangen på historien ikke bliver, at vores benzin- og dieselbiler inden daggry er erstattet af elbiler.

Udgangen på historien er her i 2013, at elbilerne inden for de næste par år eller tre vil fylde så meget i bybilledet, at der er al mulig grund til at tro på, at tingene vil ændre sig. For med bl.a. VW-koncernens og BMW's benhårde satsning på eldrevne biler, så kommer elbilerne til os. Når to så betydende producenter satser - når i særdeleshed VW satser - så er det alvor.

Brugtmarked:
Søg brugt VW up!
Søg brugt BMW 1-Serie
Søg brugt Nissan Leaf

På IAA (Internationale Automobil-Ausstellung) i Frankfurt am Main ruller de to tyske producenter hele skytset ud. Stort set alle andre følger trop, i større eller mindre grad. Blandt andet symboliseret ved, at Toyota udelukkende viser biler med hybridteknologi. Sådan! Det er da et statement, der vil noget.

Hvad elbilerne angår, så betyder det f.eks. for os danskere, at vi inden jul kan købe en VW e-Up og inden næste sommer en BMW i3.

Om bord i elbilerne

Jeg havde lejlighed til at køre begge i Frankfurt - i e-Up bag rattet, i i3 i passagersædet. Og lad os tage den elektriske Folkevogn først. e-Up er resultatet af VW-koncernens mangeårige udvikling af strategien kaldet e-mobilitet. En strategi, der ikke blot omfatter e-Up og e-Golf m.fl., men også hybrid og brint. e-Up kalder VW et "alternativ, der passer til det moderne menneskes behov".

Up kender vi så udmærket - i øjeblikket Danmarks mest solgte bil, en mikro med plads til fire og en fornuftig mængde bagage. Den elektriske Up er baseret på den 5-dørs High Up med max udstyr til knap 145.000 kr. Det vil bl.a. sige sædevarme, elruder, elsidespejle med varme, læder på rat, gearknop og håndbremsegreb. e-Up har tilmed en DK-pakke med navigations- og multimedieanlæg, fartpilot og p-sensor bag. En pakke, der til High Up koster knap 10.000 kr., pris i alt er altså 155.000 kr. e-Up har desuden klimaanlæg, varme i forruden og LED-lygter.

e-Up kender VW-importøren ikke prisen på endnu - kun at den ikke får lov at overstige 200.000 kr., og at den bliver inklusive batteri med otte års garanti eller 160.000 kilometer.

Tilmeld dig BILEN.dk's ugentlige Nyhedsbrev

e-Up er sjov

e-Up vejer knap 200 kilo mere end den benzindrevne Up, men elmotoren præsterer fuld kraft fra mindste speederberøring, så i Frankfurts morgentrafik er det ingen sag at komme ud af starthullerne, når lyset skifter til grønt, eller der skal foretages et lynsnart vognbaneskifte. Gearkassen er trinløs, og det er den nemmeste sag i verden at drible den hvide elbil rundt i mylderet. Ret beset er e-Up faktisk ikke så lidt sjovere at køre i end den 3-cylindrede benziner med manuel gearkasse.

Elbilernes akilleshæl er stadig batteriernes kapacitet. e-Up kan fuldt opladet køre cirka 160 kilometer, men forvent 120-130 km, når klimaanlæg, elbagrude, nærlys og vinduesviskere er tændt. Opladning til 80 pct. af maksimum-kapacitet kan gøres på 30 minutter, og kan strækkes til ni timer, hvis det gøres i en almindelig stikkontakt.

Halv pris

En kold udregning viser, at e-Up sammenlignet med en almindelig Up koster det halve at køre i. Hvis vi forudsætter, at begge køres optimalt.

En benzindrevet Up kører 22,2 kilometer på literen, altså bruger den 4,5 liter benzin pr. 100 kilometer, og med en literpris på ca. 13 kroner giver det knap 60 kroner pr. 100 kilometer.

e-Up bruger 11,7 kWh el på at køre 100 kilometer, og med en cirkapris på 2,40 kr. pr. kWh ryger den op på knap 30 kr. pr. 100 kilometer.

Tal, der burde være til at forstå for de omkostningsbevidste.

Den elektriske raket

Forinden havde jeg haft fornøjelsen at en tur i BMW i3's passagersæde. En helt ny BMW og den mindste siden 1950'ernes sjove Isetta. Designet er diskutabelt, men i hvert fald friskt og anderledes, og med en pris på ca. 285.000 kr. bliver i3 kun godt 10.000 kr. dyrere end den billigste BMW, 114d med tre døre.

i3 har fire døre, bagdørene efter samme princip som Mini Clubman. Altså åbner man fordørene, før bagdørene åbnes bagud. Det giver nem adgang til den relativt høje i3. Pladsen er, uanset om man sidder for eller bag, ganske fin.

På den korte tur, som en venlig, men ikke-meddelsom BMW-pilot var vært for, syntes det muligt at konstatere, at den som bebudet kører som en BMW. Det vil sige med stram undervogn, hvor sport vægtes mere end komfort, og med et styretøj, der reagerer på førerens mindste vink.

Elmotoren sparker i3 op på 100 km/t på 7,2 sekunder (vi prøvede det ikke), og rækkevidden opgives til et sted mellem 130 og 160 kilometer. Opladningen kan gøres på 20 minutter, og garantien på batteripakken er otte år eller maksimalt 100.000 kilometer.

FLERE NYHEDER - besøg os på Facebook!

Et reelt alternativ

Med VW's og BMW's hjælp skal vi ændre vores måde at tænke bil på. Vi skal lære, at til daglig pendling, der for størstedelen af alles vedkommende er mindre end 100 kilometer, er en elbil en rigtig løsning.

Som teknologien er i dag, vil en elbil ofte være bil nummer to i husstanden, men meningen er, at den også skal kan være bilen i husstanden med et dagligt kørebehov som førnævnte. Begge overvejer at inkludere løsninger, hvor man f.eks. tilbyder ejerne en fordelagtig aftale med et biludlejningsfirma, så man til længere weekendture og til bilferier uden for landets grænser kan leje en bil med brændstofmotor og dermed lang rækkevidde. Til en fordelagtig pris.



Fakta om de to elbiler

BMW i3

Pris inkl. levering: 285.680 kr.

Levering: Ca. 1. juni 2014

Mål (længde/bredde/højde): 400/178/158 cm

Vægt: 1.195 kilo

Batterikapacitet: 18,8 kWh

Effekt: 125 kWh

Drejningsmoment: 250 Nm

Transmission: Trinløs

0-100 km/t: 7,2 sek.

Tophastighed: 150 km/t

VW e-Up

Pris inkl. levering: 195.000 kr. (anslået)

Levering: Ca. 1. decemer 2013

Mål (længde/bredde/højde): 354/165/149 cm

Vægt: 1.139 kilo

Batterikapacitet: 18,7 kWh

Effekt: 60 kWh

Drejningsmoment: 210 Nm

Transmission: Trinløs

0-100 km/t: 12,4 sek.

Tophastighed: 130 km/t




Sælg din bil

Bilen sættes til salg på 20 markedspladser hos førende danske medier med ét klik.

Din annonce bliver synlig for mere end 550.000 bilkøbere i hele Danmark.

Opret en gratis annonce.

Se hvor din bil sættes til salg og læs mere om partnernetværket her

OPRET GRATIS ANNONCE NU
Klik her