Den gang Peugeot byggede alle tiders bedste GTI. Den gang Peugeot opfandt CC-taget. Den gang Peugeot var med i Formel. Et besøg i løvens hemmelige hule er et rush i bilhistorien.
PEUGEOT – 200 ÅR i år! Øhh, stop stands. En bilfabrik, der fylder 200, når bilen kun er lidt over 100 år gammel? Hvis man har en god spindokter, er den ikke svær at knække. Bilfabrikken Peugeot startede med at lave alt muligt andet end biler: Save og krinoliner, faktisk. Krinoliner – de der metalstativer, der fik renæssancens kvinders skørter til at stå ud til alle sider. (Bilerne, det var først mange år senere).
FOR 200 ÅR, det er det siden den første Peugeot. Derfor viser franskmændene med stolthed mange af deres gamle og også nyere modeller frem for os på fabrikken i Sochaux i Nordfrankrig.
MEST TILTRÆKKENDE ER faktisk en gammel fabrikshal, der ser ud til at ligge øde hen. På mystisk vis tiltrækker vores opmærksomhed. Arti farti-stemning. ”Hvad gemmer I så der?” Et par ord udveksles på hurtig fransk mellem et par af vores værter. Og så. Vi passerer ”La Reserve”, som der kryptisk står på en bred og stor metal dør. Vi er dér, hvor offentligheden normalt ikke har adgang. Vi er på besøg i løvens hemmelige hule.
STØVEDE BILER. HELT uden spotlights. Virkeligheden næsten i sort/hvid.
MÅSKE HAR DU funderet over, hvor konceptbiler og udtjente prototyper havner efter et par dage i rampelyset på en biludstilling? Peugeot parkerer sine klenodier lige her, og efter støvets tykkelse at dømme, bliver disse biler (desværre) hurtig glemt. Men her holder ikke bare udstillingsbiler. For der holder en af bilerne fra ”Taxi”. Det der – det er da bagenden af en 205 GTI. Og der ovre – det ligner sgu da en Formel 1. Her hos Peugeot? En F1 parkeret i sort spøgelsesstemning - som på en kirkegård. Men for biler.
Fortsætter…
Det hvide lyn fra Taxi holder lige dér
Jeg kan næste høre Samy Naceris dybe stemme og frække bemærkninger, da jeg ser den.
DEN HVIDE PEUGEOT 405. Bilen, der med tryk på et par knapper i handskerummet blev til en omtrent-racerbil. Taxi-405 blev næsten udødelig i de franske Taxi-film. Et par af bilerne, der blev brugt i filmen, samler nu støv her på tredje sal. Kultfilm siger vi bare, men bilen så nu engang bedre ud på lærredet og på DVD, hvor de meget iøjnefaldende OZ-fælge med centrelock fik lov til at smøre gummi på vejene i Marseille.
OG DÉR HOLDER en 205 svøbt i en græsplæne? Den bil blev brugt til en reklamefilm med budskabet, at 205 er en økobil. Ved siden af en 407 SW med sider af træ? Sådan en ”Woody” var moderne i 1960’erne, så der gemmer en retrotanke sig bag dette koncept. Lidt dødfødt som en New Beetle.
MEN DER OGSÅ langt mere fremsynede biler. Hvem var det nu, der fik ideen om en sportslig stationcar eller shooting brake? Ny er den idé bestemt ikke, for der holder beviset: 306 som konceptbil!
Fortsætter…
Peugeot og Rallysporten
Peugeot har en lang rallytradition, og en af de nyere biler her i mørket er den lille 206 WRC.
SELV OM MYSTIKKEN er størst her i mørket, er den fysiske påvirkning skruet op på max., da jeg senere er ude i solen for at få en tur i en af rallybil. Stedets vådbane her på Peugeots megastore og ellers hermetisk lukkede testanlæg skal lægge asfalt og vand til et par omgange i en 206 WRC.
AF FORSTÅELIGE GRUNDE vælger Peugeot at stille en af deres testkører til rådighed i denne disciplin. Fra passagersædet oplever jeg, hvor hurtig og sidelæns en rallyraket kører. Motoren brøler med så høj lydstyrke, at høreværn ikke er en luksus, men en nødvendighed for at trommehinderne skal overleve.
EFTER EN TIME i ”memory lane” her på tredje sals mørke, er tiden kommet til igen at forlade dette sted, hvor ikke kun bilentusiasterne savler over muligheden for at opleve alle disse biler. Bilen, der bringer mig tilbage til hovedbygningen, er en Peugeot 5008, som erindrer mig om, at Peugeot i dag er en moderne bilfabrik – uanede længder fra krinoliner. Nyeste skud på stammen er RCZ og med en ny designfilosofi, som blev præsenteret ved årsskiftet, går Peugeot nu i gang med den næste etape – de næste 200 år.
Fortsætter…
Rendez vous med Peugeot 205
205 er om nogen den bil, som blev vendepunktet for Peugeot i nyere tid. Alle kan huske deres første kys, og eftersom de fleste også kan huske deres første km i bil, forbinder jeg en 205 med noget meget specielt: min første køretur bag rattet af en bil.
DET ER EFTERHÅNDEN knap 30 år siden, men en lille køretur igen i en 205 GL fra dengang, får ikke kun minderne frem, men viser også med tydelighed, hvilket spring udviklingen af biler har taget.
DER SKAL EN rigtig nøgle til at starte bilen – og starte vil den selvfølgelig først, når man har trukket chokeren. Rattet er millimeter tyndt, og den for mange velkendte og forhadte Blaupunkt-radio, sidder så langt nede i den lille midterkonsol, at man næsten har hovedet begravet i passagernes skød, når man lige skal skifte station. Men det kan også have sin charme…
KØREMÆSSIGT? TJA, SKAL vi ikke bare nøjes med at sige, at det er utroligt, hvor nemt man kunne imponeres i midten af 80´erne. 205 GTI til gengæld er jo ligesom sit store forbillede Golf GTI en kultbil!
Fortsætter…
1810 – 2010: Fra krinoliner til RCZ
Peugeot startede i 1810 i grænseområdet mellem Frankrig, Schweiz og Tyskland som metalbearbejdende virksomhed. Blandt andet savblade og krinoliner var det første brødrene Jean-Pierre II og Jean-Frédéric Peugeot producerede.
BRØDRENE PEUGEOT GRUNDLAGDE altså deres virksomhed for 200 år siden. Men det var først 79 år senere, bilhjulene begyndte at rulle. I året 1889 så det første motorkøretøj med navnet Peugeot dagens lys: et trehjulet dampdrevet køretøj, der blev produceret i sammenarbejde med Léon Serpollet. Bil? Måske, måske ikke. Men køretøj – bestemt.
PÅ DET TIDSPUNKT arbejdede allerede 1.100 personer på Peugeot-fabrikken, og året efter droppede Armand Peugeot (1849-1915) tanken om damp som drivmiddel. I stedet byggede han den første firehjulet Peugeot, Type 2 med en motor fra tyske Daimler.
I 1896 GRUNDLÆGGER Armand selskabet Automobiles Peugeot, der skal koncentrere sig om bygningen af biler, mens sønnerne af hans fætter fortsætter med at bygge værktøjer, cykler og motorcykler i det oprindelige selskab, der dog også i årenes løb har skiftet navn adskille gange.
SENERE HEN BLIVER faktisk begge selskabet igen forenet i et selskab, men det korte og lange er, at 2010 er Peugeots 200 års jubilæumsår.
Fortsætter…
Peugeot museet - info
Enhver bilfabrik med lidt respekt for sig selv har et museet. Og selvfølgelig har Peugeot også sit museum her på fabrikken. Ikke så stort og prangende som Porsches, Mercedes og Audis, men stort nok til at man kan gense de fleste modeller gennem det sidste årtusinde.
BESØGER DU PEUGEOTS udstilling, så vil du kunne se, at det med CC-modeller ikke er en moderne nyhed; Peugeot har allerede i 30´erne haft en bil med et fast tag, der kunne foldes ned under bagsmækken. Præcis som du vil kunne konstatere, at små bybiler ikke en opfindelse af nyere dato.
SÅ SKAL DU på bilferie, og kører du forbi området, så er udstillingen med også en række motorsportsbiler en tre timers pause værd. Adressen er: The Peugeot-Sochaux Museum of Adventure – Carrefour de l’Europe – 25600 Sochaux.
MERE INFORMATION FINDES PÅ: http://www.musee-peugeot.com